Kort proces

Offentliggjort Sidst opdateret

Fem skoler står til lukning efter mandagens politiske udmelding fra et bredt flertal i børne- og undervisningsudvalget i Guldborgsund Kommune. Lettelse hos nogle og dyb skuffelse hos andre. En politisk beslutning, der for tid og evighed vil danne grundlag for lokal kritik og modstand.

Sidste skoledag rammer bogstavelig talt meget hårdt i de lokalsamfund, der står til at miste deres skole. For borgerne i de berørte byer er det et slag i ansigtet, og det har allerede affødt protester. Det er svært for borgerne at forstå, hvorfor det lige er deres skole, der skal lukkes. Reaktionen er forståelig og kan ikke overraske.

Opgaven med den nye skolestruktur er alt andet lige landet på en fornuftig måde. Først og fremmest er det godt, at der står et bredt politisk flertal bag beslutningen. Det ville have været ødelæggende for skolerne, hvis der de kommende år hele tiden var politisk mudderkastning mellem partierne. Det er klogt politisk håndværk.

Men er det så en god beslutning? Er det rigtigt at lukke fem skoler og hvorfor lige de fem skoler? Vi kan vende beslutningen om, og konstatere at de skoler, der var lukningstruede, men som med meget stor sandsynlighed redder livet, er de rigtige skoler at bevare. Både Nørre Vedby Skole og Møllebakkeskolen er vigtige brikker i det lokale liv og en lukning ville ramme områderne ekstraordinært hårdt.

Desværre er det sådan, at det samme gælder for alle de lokalområder, der nu mister deres skoler: Alle bliver hårdt ramt.

Derfor er indstillingen fra børne- og undervisningsudvalget i sidste ende en regulær politisk og kynisk beslutning for at løse en kontant opgave med at finde en tocifret millionbesparelse. Der skulle findes et antal skoler at lukke, og det blev der så.

Tilbage står det samlede byråd med en kolossal stor og vigtig opgave: At få samlet stumperne op i de lokalsamfund, der står til at miste skolen. Nu skal der handling bag de fine ord om at sikre udviklingen i vores små og mellemstore byområder.

Ellers er der stor risiko for at skolernes lukning bare er første skridt i en endelig afvikling af de ramte lokalsamfund. Dødsdommen over den lokale skole må ikke sprede sig og udvikle sig til en dødsdom over lokalsamfundet.