Krigen om grænsen

Det kan godt være, at det irriterer Dansk Folkepartis medlemmer af Folketinget og partiets mange tro følgesvende landet over, at hverken EU og nu senest Tyskland vil acceptere aftalen om den voldsomt forøgede grænsekontrol ved de danske grænser.
 
Men sådan er demokratiet nu en gang. Danmark er medlem af EU og har sagt ja til at være en del af Schengen-samarbejdet. Derfor ser omverdenen også med stor underen på det pludseligt opståede behov for at stramme voldsomt op på den danske grænsekontrol.

Fordi det er blevet gennemskuet, at det ikke handler om noget akut problem med ”horder” af grænseoverløbere, der sætter nationens sikkerhed på spil. MEN at det er en politisk studehandel mellem regeringen og Dansk Folkeparti for at få Tilbagetrækningsreformen igennem. Prisen var politisk og det er en oprustning på grænsekontrollen også. Ikke fordi der er behov for den – men fordi Dansk Folkeparti mener, at det er nødvendigt.

Den tyske skepsis og EU’s bekymring bliver Danmark nødt til at tage alvorligt. Vores internationale anseelse er på spil – og vores naboer griner af os. Samtidigt tyder meget på, at regeringens argumentation om at mange andre EU-lande også har en permanent grænsekontrol ikke holder vand.

Meget usædvanligt gik den tyske ambassadør i Danmark onsdag ud offentligt med en kraftig kritik af aftalen om øget grænsekontrol mellem Dansk Folkeparti og regeringen. En kritik, der udhuler argumentationen for at det er muligt at indføre den skærpede grænsekontrol.

Har regeringen og Dansk Folkeparti ført hinanden og resten af vælgerne bag lyset ved at videregive et noget andet billede af virkeligheden end der faktisk er dækning for? Noget kunne tyde på det - og det efterlader os med et seriøst problem.

Danmark er med den nye og meget restriktive grænselovgivning på vej i den forkerte retning. Det kan godt være, at borgere på Lolland og Falster oplever, at det er strømmet ind med østeuropæiske horder af tyvebander, men det er en pris vi som nation må betale for at understøtte den store europæiske ide om det fælles og grænseløse Europa.
 

Offentliggjort Sidst opdateret