Lægehelikopter i Holeby redder liv.

Offentliggjort Sidst opdateret

Af Christian Wedell-Neergaard(K), spidskandidat til Region Sjælland Vi vil placere en lægehelikopter i Lolland/Falster lufthavn i Holeby. Byggeriet af Femern broen forventes at starte i 2013 og der vil være behov for et skærpet beredskab. En lægehelikopter vil give hurtigere hjælp, behandlingen kan starte omgående og patienterne blive bragt direkte til den rette afdeling. Det vil øge trygheden for borgerne på Lolland Falster. I takt med, at vi samler specialerne på et nyt supersygehus bygget på bar mark, bliver der længere afstande, og det er vigtigt, at patienterne hurtigt og effektivt bliver transporteret. Lægehelikopteren skal etableres i samarbejde med tyske partnere. På samme måde som i Region Syddanmark, hvor forskellige parter på hver side af den dansk-tyske grænse har bidraget med hver deres kompetencer. Her har lægehelikopteren vist sig at være et meget levedygtigt projekt. Helikopteren er placeret i en hangar på det nye luftredningscenter i Nibüll i Tyskland. Den dækker hele det nordlige Schleswig-Holstein og Sønderjylland. Som et levende eksempel på at helikopteren gør en forskel er 12-årige Kasper Norman. Han var sammen med sin far, Henrik Norman, ved at flytte noget sand med en lille traktor ved familiens sommerhus på Rømø. Uheldigvis vælter traktoren, og Kasper kommer til at ligge i klemme under den. Lægebilen bliver alarmeret og ved ankomsten kan det konstateres, at Jesper ikke får ilt nok til hjernen. Lægen bliver hurtigt klar over, at en helikopter er Kaspers eneste chance for at overleve, og den flyver Kasper til Odense Universitetshospital. Lægehelikopteren på Lolland Falster skal supplere den lægehelikopter, som TrygFonden har tilbudt at finansiere og som skal dække hele Sjælland. På den måde får vi styrket beredskabet og skabt tryghed i hele Region Sjællands område. Ingen skal frygte dårligere service, fordi vi samler specialerne. Tværtimod. Vi investerer ikke 5-7 mia. et nyt supersygehus i Region Sjælland for at gøre det dårligere, det er for at gøre det meget bedre.