Langt om længe

Lørdag aften glemmer vi sent. I al fald den del af befolkningen, der interesserer sig for fodbold. Flere års resultatmæssig tørke var slut, og Danmark skal nu med til VM-slutrunden i Sydafrika til næste år.

Hurra og vi kan næsten ikke få armene ned. Hvor har vi dog trængt til et godt dansk fodbold resultat efter så mange års nederlag på nederlag. 

Holdet har i al for lang tid været den bløde mellemvare, men nu er det nye ”2009”-hold trådt i karakter. Ubesejret gennem hele VM-kvalifikationen og allerede klar til slutspillet inden den sidste kamp er spillet.

Sverige var den sidste forhindring, og den blev fjernet med stor overbevisning. Det kunne ikke være bedre. At komme til VM i stedet for Sverige.

Vi kipper med flaget, og bøjer os i respekt for det gedigne og gennemførte arbejde, landstræner Morten Olsen har gjort. Kritikken har i perioder haglet ned over den rutinerede landstræner - ofte berettiget, men denne gang har han endnu engang vist, at han er en verdensklassetræner.

Med et spillermateriale, hvor ikke alle spillere kan betegnes som topspillere i verdensklasse, har han skabt noget så sjældent som et velfungerende kollektiv. Han kalder selv holdet for FC Solidaritet.

Det er ikke hver dag, at vi møder det udtryk i fodboldverdenen, hvor det mest handler om stjernerne og individualisterne.
Portugal har Ronaldo og Sverige har Zlatan – vi har et hold - et vinderhold.
Holdet, solidariteten og at alle har overholdt aftalerne, bragte lørdag aften os helt til tops i den internationale fodbold. Vi medgiver, at de ikke har vundet VM endnu, men de har vundet det aller vigtigste, et fodboldhold kan vinde. De har vundet folkets respekt og tillid.

De stjernebesatte landshold, hvor prisen på en enkelt spiller som oftest er mere end den samlede pris for det danske landshold, kan lære noget af Danmark. 
Det er holdet, der vinder kampene og ikke den enkelte spiller. FC Solidaritet - Morten Olsen siger det hele selv, og det kan ikke beskrives meget bedre.

Nu glæder vi os til festen onsdag aften, hvor der kan spilles helt frit mod Ungarn i Parken. 
Vi ser med stor forventning frem til næste sommer, hvor Sydafrika lægger græs til en af de største opgaver et dansk landshold har været på. 
Vi skifter klaphatten ud med tropehatten, selv om der faktisk ikke er varmt i Sydafrika, når der er VM.

Offentliggjort Sidst opdateret