Man må græmmes

Af K.E. Watz

Først går man ud og siger noget oprørende og provokerende. Derefter går man ud og siger undskyld. Det er desværre ved at blive et mere og mere udbredt mønster i den politiske debat. Integrationsminister Søren Pind (V) er på vildt tilbagetog med hensyn til, at han på Facebook har sammenlignet den norske massemorder Anders Behring Breivik med demonstranterne i Østerild Klitplantage i Thy og pro-irakiske aktivister på Nørrebro i København.

Han undskylder overfor Landsforeningen for Bedre Miljø, som er imod trærydningen i Østerild, men understreger, at det er “direkte vrøvl”, at han har sammenlignet aktivister i Thy med manden bag fredagens uhyggelige massakre i Norge.

At han desuden henviser han til, at Facebook er et lukket, privat område, må jo betyde, at hans synspunkter ikke tåler dagens lys.

Det er både forstemmende og helt uacceptabelt, at Søren Pind bruger de uhyggelige hændelser i Norge til at fare ud mod usammenlignelige grupper, og det er naivt af ham at tro, at han kan ytre sig i al hemmelighed til sine mange Facebook-venner. Selv om han nu undskylder nok så mange gange, kan han jo ikke - som en anden politiker har sagt - holde kæft med tilbagevirkende kraft.

Det, han har skrevet på Facebook, har han skrevet, og i skrivende stund har han vel også ment det. Ingen som har læst det, kan slette det af hukommelsen, og dermed har hans troværdighed og dømmekraft fået endnu et knæk. Man kan undre sig over, at manden har så stort et behov for at kommentere vildt og uhæmmet på sin Facebookprofil, og over hvordan han overhovedet kan finde på at sammenligne terror og miljødemonstration. Hans kommentar har da også vakt harme vidt omkring og bragt ham i modvind fra både oppositionspolitikere og partifæller.

I et demokratisk samfund må en katastrofe som den i Norge naturligvis afføde en åben debat, hvor ytringsfriheden ikke gradbøjes. Men at bruge den norske tragedie til at lufte så særprægede synspunkter som Søren Pinds og drage konklusioner, der ikke har hold i virkeligheden, er så upassende og uværdigt for en minister, at man må græmmes.