Mere Anders - mindre Løkke

Offentliggjort Sidst opdateret

Første tirsdag i oktober er demokratiets mærkedag. Folketinget åbner under overværelse af kongefamilien med Dronning Margrethe i spidsen. Den kommende politiske sæson skal sparkes i gang, og landets anfører, statsministeren, skal indvie os alle i sin plan for året, der kommer.

Vi skal have planen og den tilhørende taktik for, hvordan vi vinder kampen. Der er nok at tage fat på. Emnerne har stået i kø hos taleskriveren (ne) i de seneste dage.

Når denne leder læses, kender vi emnerne og vi kender også allerede reaktionerne. En tale med et politisk budskab har nu om dage ikke noget langt liv, før den er blevet savet ned af modstandere på basis af flygtige førstehånds indtryk.

Uanset indholdet af talen var det en statsminister med ryggen mod muren, der tidligere på dagen gik på talerstolen foran Folketingets medlemmer. De dårlige sager har desværre sat sit kedelige præg på regeringens evne til at markere en stærk og sammenhængende politisk løsning på landets grundlæggende udfordringer.

Statsministeren må vise, at der fortsat er lederskab i det borgerlige Danmark. Vi trænger til at der bankes en jernnæve i bordet, og han træder i karakter som lokalets voksne politiker, der ikke lader sig fedte ind i detaljer og fnidder-fnadder.

Han skal som sin forgænger på en ægte facon demonstrere, at han døgnet rundt er optaget af, hvordan han kan give borgerne et bedre liv. Hvordan vi får skabt ny vækst, og hvordan vi får flere i arbejde er bare to af nøgleudfordringerne for statsministeren. Men han er også nødt til at rydde op og skabe orden i geledderne.

Tag nu det meget omtalte partnerskab på folkeskoleområdet.

Det blev ødelagt af en undervisningsminister, der snart burde være forhenværende. Det var aldrig sket i Anders Fogh Rasmussens tid, og hvis Lars Løkke vil have hele planen om en samlet plan for folkeskolen tilbage på sporet, må han række hånden ud mod lærerne og indgå i en ægte dialog.

Det bedste råd Lars Løkke skal have for den kommende politiske sæson, der også er opvarmning til det vel nok mest spændende folketingsvalg i mange år – er at lægge den joviale fadbamse fremtoning væk og i stedet hive noget mere hulemands Anders Fogh frem fra sit indre.

Ellers taber han valget til Helle Thorning.

Deltag i debatten med Chefredaktør Søren Knudsen på Facebook