Mere end imageproblem

Politiets indsats og ikke mindst borgernes oplevelse af politiet efter den store politireform får noget nær dumpekarakter af borgerne på Lolland-Falster.

Den omfattende utilfredshed kommer frem i en dybdegående befolkningsanalyse, som analyseinstituttet Epinion har gennemført for Folketidende.

Analyseinstituttet har stillet et repræsentativt udsnit af borgerne på Lolland og Falster en lang række spørgsmål, herunder en stribe spørgsmål om, hvordan de som borgere oplever politiet i dagligdagen.

Bag tallene gemmer der sig en grundlæggende utilfredshed med politiet. I virkeligheden handler det om, at vi som borgere har en anden forventning til politiets indsats og synlighed end politiet selv i den mest ideelle verden er i stand til at leve op til.

Vi vil som borgere gerne have et meget synligt og aktivt politi, der altid er der når vi skal bruge det. På den anden side vil vi ikke leve i det mange kalder en politistat med masser af politi på gaden.

Der er brug for en såkaldt “forventningsafstemning” mellem borgerne og politiet. Vi skal som borgere kunne forvente, at politiet er der, når vi har brug for det. Den samme forventning giver politiet udtryk for at det deler. Problemet er bare, at vi som borgere har et udgangspunkt og politiet et andet. 

Politiets udgangspunkt er styret af politik og økonomi, mens borgernes udgangspunkt er følelsesmæssigt. Derfor er det så svært at få enderne til at mødes, og utilfredsheden trives.

Politiet har et imageproblem, lyder konklusionen fra politidirektør Jesper Vorstrup Rasmussen i en kommentar til Epinion i undersøgelsen. Det har han ret i, og det er tilsyneladende meget stort. Større end vi måske tror, fordi det bunder meget i en fornemmelse og ikke altid i konkrete oplevelser.

Der er et misforhold mellem prioriteringer og virkelighedens opfattelse af indsatsen. Det er især den borgernære kriminalitet, vi forventer hurtig og effektiv politi-indsats imod. Det får vi sikkert også, men alligevel er det meget svært at ændre den fastlåste opfattelse “at politiet kommer jo alligevel aldrig, hvis man ringer”. 

Det passer ikke, for selvfølgelig gør det det. Bare ikke så hurtigt, som vi forventer.
Og det er den forventning, der kan betegnes som den største udfordring for politiet på Lolland-Falster. Og derfor er utilfredsheden mere end et imageproblem.

Offentliggjort Sidst opdateret