Musikalske Gedser

Skrevet af Karl Erik Watz. Gedser er ved at opbygge et image som musikalsk eventby. I sidste uge samlede byen på Falsters sydspids nogle tusinde mennesker til tv-optagelserne af ”Fællessang på Charlie”, og mon ikke der også dukker rigtig mange mennesker op til koncerten søndag eftermiddag på Gedser Station med Norddeutsche Philharmonie fra Rostock, der musikalsk og symbolsk skal bygge bro mellem Gedser og Rostock? Det må man håbe, for der er ingen tvivl om, at det bliver et enestående musikalsk arrangement.

Norddeutsche Philharmonie er et næsten fuldt besat symfoniorkester - det største i sin art i delstaten Mecklenburg-Vorpommern. I Gedser dirigeres af dets chefdirigent Niklas Willén, og desuden medvirker en belgisk sopran, Lisa Mostin, der er tilknyttet Volkstheater Rostock, og en dansk fløjtenist, Storstrøms Kammerensembles Svend Melbye, der er solist i Carl Nielsens fløjtekoncert. Koncerten byder på overvejende populære klassiske toner af Carl Nielsen, H.C. Lumbye og Johann Strauss, og da det var Johnny Reimer, Fede Finn & Funny Boys, der sidst indtog Gedser, må man sige, at sommerens koncertprogram er det bredest mulige - fra pop til operette og klassisk, eller kort sagt noget for enhver smag.
 
Hvis søndagens arrangement bliver en succes, er der noget for Gedser at arbejde videre med. Musikalske arrangementer kan bidrage til at give byen en kulturel profil, og det falder meget godt i tråd med bestræbelserne på give Gedser et løft, gøre færgebyen til et godt sted at bo og til et spændende sted for turister at besøge samt at trække investorer til. Gode ideer kan der ikke komme for mange af på bordet, når talen er om Gedsers udvikling.
 
Når Flemming Krøll i Nykøbing F. Revyen lader sin turistguidefigur proklamere: ”Se Gedser og bli’ skidt til pas!”, så sættes tingene naturligvis helt på spidsen, men samtidig bliver der jo gjort opmærksom på, at der nødvendigvis skal ske noget med byen. Det lykkes nok aldrig at gøre Gedser til et nyt Skagen, men byen har den fordel, at alle takket være den mangeårige færgeforbindelser til Tyskland kender dens navn og véd hvor den ligger. Byen behøver altså ikke som sådan at blive gjort kendt, den skal bare gøres tiltrækkende, for eksempel efter samme mønster som Bagenkop på det sydlige Langeland, hvorfra færgerne før i tiden gik til Kiel. Her er der skabt et virkeligt attraktivt miljø med karakteristiske ”skagenshuse” på havnen og en skagensagtigt atmosfære mellem byens gamle huse. Og den by bliver man godt tilpas af at besøge.

Offentliggjort Sidst opdateret