Om koldt vand i hanen, tillid og lukkede dagsordener.

Koldt vand i hanerne er en livskvalitet, jeg nødig ville undvære.
Ved sidste bestyrelsesmøde i Guldborgsund Forsyning havde vi et dagsordenpunkt med en klage over for varmt vand i den kolde hane hos en forbruger i Nykøbing.
Forsyningsselskabet har handlet, straks de fik klagen, og flere gange derefter. Der er målt temperaturer og talt bakterier. Og embedslægen har ikke fundet nogen grund til at gribe ind. Alt sammen tillidsvækkende, hvis man kender reglerne og ved, at sådan er det i mange byer, især i varme somre. - Og især hvis det ikke er ens egen vandhane.
Men jeg kan altså godt forstå, at en forbruger er ked af, at have 20 grader vand i hanen, når det burde være 12. For det første smager koldt vandhanevand vidunderligt, er billigt og lige ved hånden. Og derved fristes man til at drikke mere vand. = sundt.
For det andet giver koldt vand i koldtvandshanen mere tiltro til, at vandet er rent. Det er fint med dyre rapporter, der siger, at vandet er rent nok, faktisk meget renere end købevand på flaske. Også på Parkvej. Men det handler også om tillid og mavefornemmelse, og måske er det lige her, filmen knækker.
I bestyrelsen for Guldborgsund Forsyning er vi blevet grundigt forklaret af jurister og direktion, at alle dagsordenpunkter principielt er lukkede, medmindre vi beslutter at åbne dem. Det er fordi vi er et aktieselskab, og det står i aktieselskabsloven. Men jeg vil påstå, at kommunalt ejede forsyningsaktieselskaber, ikke er almindelige, konkurrerende aktieselskaber. Så det ærgrer mig gul og grøn, at vi ikke SELV kunne have offentliggjort denne sag, straks, den opstod. På den måde ville det virke meget mere tillidsvækkende.
Jeg kan godt forstå, at forbrugerne forventer at vi er mere åbne, når vi er ejet af kommunen, og der er flertal af byrådsmedlemmer i bestyrelsen.
Hvis vi efter sidste møde havde offentliggjort alle de spørgsmål og forslag til løsninger, som fløj over bordet, ville det have skabt en positiv, offentlig debat med løsningsforslag, i stedet for en debat med en mistillidsdagsorden og utryghed.
Det er dobbelt ærgerligt, fordi aktieselskabsformen  har givet os mulighed for at drive ”forretningen Guldborgsund Forsyning” på en meget fornuftig måde på mange andre felter. Bedre end da det var rent kommunalt drevet.

Så nu siger jeg det offentligt, som jeg mange gange har foreslået i bestyrelsen: Kan vi SÅ få nogle åbne dagsordener. Og så må vi lukke de enkelte punkter, som er af konkurrencemæssig art, eller indeholder fortrolige og personfølsomme oplysninger. Præcis som i byrådet. Det ville OGSÅ have forhindret andre af de mistillidsvækkende ”sager”, så vi ”kun” havde fået ballade med forbrugerne der hvor vi har fortjent det. For selvfølgelig laver Guldborgsund Forsyning fejl. Det gør alle. Men den største fejl er at virke for lukket.

Anne Svendsen
Byrådsmedlem (V) Guldborgsund
Slotsgade 12
4880 Nysted

 

Offentliggjort Sidst opdateret