Orkan i spisekammeret

Først var det oversvømmelser af bibelske dimensioner - og natten til torsdag var det orkanen Yasi. Australien er blevet hårdt ramt af ekstremt vejr, og det trækker tråde helt hjem til Lolland og Falster.

Billeder fra Australien viser enorme arealer med sukkerrør, bananer og korn, hvor orkanens hærgen har ødelagt alt. Der er intet tilbage, og især sukkerrørshøsten vil i flere år frem lide under orkanens hærgen.

Ekstremt vejr er blevet et faktum for landmænd og fødevareproducenterne verden over, og vejrkatatroferne de seneste år viser, at vi slet ikke er forberedt på de nye vilkår for fødevareproduktion.

Tag nu årets roehøst på Lolland og Falster. Aldrig har det været så vildt og ekstremt svært at få roerne op af jorden, og det samlede sukkerudbytte blev heller ikke imponerende. Vi fik som landsdel en klar forsmag på, hvad der venter os de kommende år.

Vores trængsler er relativt mindre end det landmænd møder verden over med tørke, oversvømmelser, orkaner, brande, hedebølger og kulde. Produktionen af fødevarer er truet, og det har fået priserne på verdens råvarebørser til at spurte i vejret. Det globale fødevareprisindeks nåede torsdag det højeste niveau nogensinde, og der er udsigt til markante prisstigninger på fødevarer ude i butikkerne.

Vi er blevet præsenteret for et nyt og væsentligt aspekt af klimaforandringerne - truslen mod vores fødevareforsyning. Det bliver stadigt mere besværligt at dyrke råvarerne, og det ekstreme vejr er en stadigt større fare for at produktionen mislykkes. Samtidigt stiger befolkningstallet i verden, og stadigt flere munde skal mættes med både korn- og kødprodukter.

Vi er blevet taget med bukserne nede om knæene. Hvad gør vi for at opretholde vores fødevareproduktion? Hvordan indretter vi landbruget til at kunne matche de nye vilkår. Vi så denne vinter roeoptagere med monteret sneplov. Blot et billede på hvad det handler om. Det er tvingende nødvendigt at tænke nyt og skabe afgrøder, der kan tåle de ekstreme vejrforhold og produktionsmetoder, der kan klare marker under vand eller dækket af sne. Vi kan ikke stoppe det voldsomme vejr, og vi er nødt til at tilpasse os de nye vilkår.

Danmark er kendt for at skabe innovative løsninger på både afgrøder og produktionsmaskiner. Den udvikling skal der sættes turbo på inden det er for sent.

Deltag i debatten med Chefredaktør Søren Knudsen på Facebook.

Offentliggjort Sidst opdateret