Overraskende alliancer og lokal forankring

Mogens Hansen fra Nakskov havde d. 2. november et læserbrev i Folketidende, hvori han skriver, at de tre lokallister Din Stemme, Lollandslisten og Guldborgsundlisten overraskende stiller op til Regionsvalget.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kære Mogens.

Jeg håber, at du læser med, for her får du svar fra Guldborgsundlistens spidskandidat til Region Sjælland, på det kunstneriske billede som du maler som den endegyldige sandhed.

Vi har rigtig nok indgået valgforbund med Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance. Du glemte at nævne, at De Radikale og Kristendemokraterne også er med i valgforbundet, udover de to nævnte lokallister fra Lolland. Fakta om valgforbundet er, at det udelukkende er af teknisk art for at minimere stemmespild. Det er ikke et valgforbund der er bundet op på et politisk standpunkt, fælles mærkesager eller en fælles udpegning af kommende formand for Region Sjælland. Så det har du desværre fået galt i halsen.

Og selvfølgelig stiller Guldborgsundlisten op til Regionsvalget!

Når ca. 90% af danskerne i løbet af et år er i kontakt med det danske sundhedsvæsen, betyder det, at det er vigtigt at sundhedsvæsnet er lokalt forankret. Det betyder også, at samarbejde mellem kommune og region skal fungere optimalt. Jo - regionen er mere lokal end du måske regner med, og derfor er en lokalliste som Guldborgsundlisten selvskreven til regionsvalget.

Når disse fakta er på plads, så vil jeg samtidig fortælle, at vi ikke har peget på nogen formandskandidat endnu.

Hvem det bliver...tjah, det må tiden vise. Som lokalliste er vi selvfølgelig interesseret i, at lokale kandidater, som kender vores område godt, får noget at sige. Men husk at der er andre lokale kandidater end Heino Knudsen.

Jeg siger det bare.

Tanja Beckmann Sørensen
Østerbrogade 39
4800 Nykøbing F

Lokal spidskandidat for Guldborgsundlisten (G)

til Region Sjælland