Så stopper det....

Det er svært at hente trøst i vejrudsigterne for både i dag og de kommende dage. Regnen bliver ved med at komme, og det er som om, at nu skal den gode varme sommer hævnes af vejrguderne. Vi skal ikke tro, at træerne vokser ind i himlen, og derfor skal vi druknes i regn her i august.

“Far, det er synd for dem, der ikke har fået høet ind fra markerne endnu”, lød det stille og roligt konstaterende fra bagsædet her til morgen, da vi kørte hjemmefra i styrtregnen. Og det er det i hvert fald.

For landmændende er vejret i særdeleshed noget møg. Der var ellers udsigt til en god høst og i udpræget grad gode priser. Men høstmaskinerne har stået stille i snart en uge, og der er ikke udsigt til, at de kan komme ud på markerne foreløbigt.

Hvis det regnfulde vejr fortsætter - hvilket meget tyder på - kan det for alvor give landmændene problemer med at få høsten i hus og opnå de gode priser, der er på korn efter den fejlslagne høst i Rusland og Ukraine. Lad os ikke håbe, at det går så slemt, selvom det med udsigten til heldagsregn og måske endda kraftig regn, kan være svært at holde frustrationen og pessimismen fra døren.

Torsdag i sidste uge var det Lolland og dele af Falster, der druknede i massive regnmængder. Lørdag var det København og Nordsjælland og i nat var det bornholmernes tur til en omgang skybrud. Hver gang med oversvømmelser og kældre under vand som det triste resultat.

Vi har længe vidst, at kloaksystemet i de danske byer var forældet og underdimensioneret til de kraftige regnskyl, som klimaforandringerne har medført. Vi skal åbenbart til at vænne os til, at oversvømmede gader og kældre hører til dagens orden, når himlen åbner sine sluser.

Det har længe været en offentlig hemmelighed, at vores kloaksystem er meget nedslidt, og det er en tikkende økonomisk bombe, der bare venter på at eksplodere. Med weekendens oversvømmelser af hovedstaden og whiskybæltet i Nordsjælland er der sat fornyet politisk fokus på de dårlige kloakker. 

Det største problem med det våde vejr er baggrunden for de kraftige regnskyl. Skybrud og oversvømmelser, som det vi har set i Danmark og i voldsom grad i Pakistan er resultatet af de menneskeskabte klimaforandringer.

Derfor må regn-diskussion ikke udelukkende handle om kloakkernes tilstand, men om hvad vi gør for at stoppe kilden til klimaforandringerne - forureningen af luften med CO2.

Offentliggjort Sidst opdateret