Siden det i weekenden kom frem, at Liberal Alliances leder Anders Samuelsen har betalt sin søns narkogæld til en pusher med tilknytning til rockermiljøet i Hells Angels, er der skyllet en kæmpemæssig sympatibølge imod ham. Det skyldes, at de fleste har stor forståelse for, at Anders Samuelsen ville redde sin søn ud af den penible situation og valgte at handle som forælder og betale gælden på sønnens vegne i stedet for at anmelde sagen til politiet i håbet om, at lovens lange arm kunne finde frem til pusheren og beskytte sønnen.
Selv om de fleste forældre i samme situation formentlig ville handle på samme måde - uanset at statsminister Helle Thorning-Schmidt forleden understregede, at hvis man føler sig presset af eksempelvis rockere, er det eneste rigtige at kontakte politiet - efterlader sagen en række spørgsmål, som det er vanskeligt at tage stilling til.
Det er hævet over enhver tvivl, at narkopushere føler det som en sejr, hver gang et økonomisk mellemværende klares uden politiets indblanding. Og hver gang en borger giver efter overfor rockeres krav og trusler, får kriminaliteten bedre betingelser for at vokse. Set fra den vinkel valgte Anders Samuelsen forkert, og da især i sin egenskab af politiker.
Sagen har med andre ord helt klart afdækket, hvor vanskeligt det er for samfundet at bekæmpe den kriminalitet, der udspringer af rockermiljøet, og det er Anders Samuelsens dilemma, at han ikke som folkevalgt og opinionsdanner valgte at vise vejen. Og at han indirekte er kommet til at sende et signal om, at han åbenbart ikke mener, at politiet magter at stille noget op i sådanne situationer. Vi står altså overfor et meget alvorligt problem, som alle politikere ønsker at løse, men som ingen kender løsningen på. Trods dilemmaet er der ingen tvivl om, at Anders Samuelsen kan bevare sympatien, hvis han fremover tager aktiv del i kampen mod narkokriminaliteten i rockermiljøet.
Og det skulle han gerne opfatte som en direkte forpligtelse.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde