Sårbare børn er et alvorligt ansvar
Sårbare børn er et alvorligt ansvar. Det påtager vi os gerne, men tjek de de vilkår Christiansborg byder os.
Når den radikale socialordfører Marianne Jelved, i en artikel i Altinget mandag den 7. marts 2016 beskriver, at mange kommuner ikke forvalter opgaven af de svageste borgere godt nok. Særligt de svageste børn.
I Lolland kommune har vi omkring 300 anbragte børn. Kunne vi bare halvere denne mængde, så var en stor arbejdsbyrde og økonomisk byrde taget af vores skuldre. Anbringelse er den sidste løsning, som man tager i anvendelse. Der forinden, så skal rigtig mange aspekter gøres og overvejes. En anbringelse er et voldsomt og alvorligt indgreb for det enkelte barn og forældrene. Anbringelse er sidste løsning.
Jeg har længe undret mig over hele bureaukratiet i sagsbehandlingen, når jeg har læst en anbringelsessag igennem. Sådan som jeg ser det, bruges der alt for lidt tid på at overvåge, rådgive og have samtale med de implicerede parter og det netværk, der er omkring familien. Sektorer spænder ben for hinanden og den rigide tilgang til en families problemer giver ikke de optimale resultater. Jeg følger derfor nøje med i udviklingen hos de kommuner, der anvender ”svensker modellen”, som arbejdsgrundlag. Enkle tilgange / tilgængelighed og tid til sagsbehandling.
Hele inklusionstankegangen om, at 96 % af børnene skal inkluderes i en normalklasse har sådan som jeg ser det for vores kommune ødelagt meget mere end det gavnede. Tanken om inklusion er smuk, der hvor den giver mening. Professor Helena Skyt Nielsen fra Aarhus Universitet har til videnskab.dk meldt ud, at den seneste forskning på inklusionsområdet viser, at inklusionen har haft en negativ påvirkning af klassekammeraternes faglighed. De gode resultater udebliver, når man har elever med en psykiatrisk diagnose i klassen. Den afledte effekt i Lolland kommune er også, at 27 % af vores børn går på en privatskole. Dermed ikke sagt, at vi skal oprette specialskoler i et væk, men hele tanken om holddeling er ikke blevet udnyttet optimalt.
Når man som kommune har tidlig indsats, som en vigtig parameter, så opnår vi fine resultater. Når vores skoler sætter børns trivsel højt på dagsordenen, så opnår vi fine resultater. Alt dette er også godt nok. Ind til vi ser på de borgere, der flytter til Lolland kommune. En lind strøm af borgere med store udfordringer af en hver slags kommer til hvert år. Udfordringer så store, at netop anbringelser kommer på tale. Til gengæld afleverer Lolland kommune hvert år et stort antal velfungerende og driftige unge mennesker til vores store byer. Unge, der ind imellem oplever at blive set lidt skævt til, fordi de er fra Lolland, men vi er stolte af disse unge. De har alle været med til at være gode kammerater for sårbare børn, og de fleste har været yderst aktive i det sociale liv og haft et fritidsjob. Det er unge med store kapaciteter vi afleverer videre.
Infrastruktur, uddannelsesmuligheder, arbejdspladser m.v. spiller en stor rolle for de forudsætninger, som vi har at tilbyde vores borgere, når de skal vælge at bosætte sig. Skulle en læge, psykolog, IT ekspert, møbel designer, vindmølle tekniker m.v. have lyst til et job på Lolland, så har vi jobbet. Skulle man være interesseret i at dyrke økologisk landbrug, så har vi jorden. Ikke mindst Fejø gør det flot på økologi. De store arbejdspladser som Scandlines, MAN B&W, Lalandia, Knuthenborg, Vestas, East Metal, kommunen m.v. gør det muligt, at begge forældre vil kunne få et job. Lolland og vores øer gør det muligt at stå af ræset i København og komme ud på landet. Få en god bolig til fornuftig pris, skøn natur og gode fællesskaber.
Marianne Jelves beskriver sit besøg i et børnehus og glæder sig over det. Det gør vi andre også. At det skulle tage politikerne så mange år at få sat i søen kan stadigvæk godt undre mig, når jeg ved, hvor mange studieture flere faggrupper og politikere har haft til andre lande for at se deres børnehuse. Nu har vi dem og mange tak for det. Husk dog stadigvæk på, at et barn fra Nakskov skal køres hele vejen til Næstved for at blive afhørt og i enkelte tilfælde også tage hele turen til Rigshospitalet for at blive undersøgt. Der er stadigvæk plads til forbedringer.
Sårbare børn og familier skal vi passe godt på. Politisk har vi brug for, at man på Christiansborg forholder sig til, hvor i landet vi har de største udfordringer. Giver os nogle rammer, så det er muligt for os lokalpolitikere at tage hånd om de dårligst stillede borgere.
Linda Sommer
Lolland Byråd – Konservative
Østervang 28
4930 Maribo