Skal vi investere i ungdommen?

Det korte svar er et stort JA! Jeg ved at ungdommen kan mere end de fleste tror. Jeg ved også at ungdommen er en ressource for samfundet – ikke en byrde! Uden unge var vi endnu ikke gået i gang med at bekæmpe klimaforandringerne. Jeg har i flere omgange oplevet unge på Lolland, der blomstrer op med blot en lille smule tillid eller brænder for en sag og ikke lader sig slå ud. Også selvom de ikke har fået meget igen fra politikerne i Byrådet i Lolland Kommune. Men måske har Socialdemokratiet ombestemt sig ved dette valg?

Offentliggjort Sidst opdateret

2.000.000 kr. til Lolland Ungeråd, Mødesteder og Ungdomsboliger - eller hvad?

Til en debat på Maribo Gymnasium i sidste uge foreslog Dan Brinkmann fra Socialdemokratiet at sætte 2.000.000 kr. af til Lolland Ungeråd - som de unge kan bestemme over og eksempelvis holde en fest for. Til samme møde blev der af Socialdemokratiet foreslået flere ungdomsboliger og mødesteder til unge a la INSP i Roskilde, der er et stort og spændende kulturhus med store køkkenfaciliteter, musikscene og studie, værksteder og mødelokaler. Det er ambitiøse forslag, men jeg er i tvivl om det er Socialdemokratisk politik at investere i de unge, da det ikke har været det de sidste mange år.

Med andre ord er de foreslåede 2.000.000 kr. 40 gange så meget som de nuværende 50.000 kr. til Lolland Ungeråd. Og mødestederne til unge og ungdomsboligerne står der - ud fra Folketidendes beskrivelse - ikke et ord om i partiets valgprogram.

Så jeg vil egentlig gerne spørge Holger Schou Rasmussen og co. om de forslag er blevet en del af Socialdemokratiets politik?

Hvis det er politikken, så burde det kunne vedtages ret hurtigt, da Socialdemokratiet lige nu har 12 ud af de 13 mandater, der skal til for at have flertal i byrådet. Det håber jeg er tilfældet. Hvis det ikke er tilfældet, så er det utroligt trist at partiet, der har mest indflydelse og dikterer, hvordan vi skal investere kommunens budget, sætter falske forhåbninger for ungdommen.

Jeg har kæmpet for ungdomslivet siden jeg flyttede tilbage til Lolland i December 2017. Vi har ikke mange unge, så vi skal lytte til dem der er og gerne vil, samt handle på deres idéer. Det er demotiverende for unge og dræber direkte ungdomslivet, når der bliver sagt et og gjort noget andet. Jeg har snakket med mange unge, der har været aktive i løbet af det sidste årti. Lolland Kommune er gået glip af energien fra top motiverede unge, der selv har søgt penge til projekter og haft masser af energi til at skabe et fedt ungdomsliv.

Men jeg håber Socialdemokratiet har ændret kurs. Så ser det nemlig ud som om at vi endelig kan få investeret i ungdommen, mødestederne og Lollands fremtid.