Småøerne og deres eksistens

Offentliggjort Sidst opdateret

Høring i Udvalget for Småøer

Det var spændende i dag at følge ovennævnte debat fra folketinget. Vores lokale øer deler vilkår med resten af Lolland kommune. Men faktisk, så har øerne haft en mindre befolkningstilbagegang end inde på fastlandet. Øerne oplever, at Lolland kommune plukker frugterne fra statstilskuddet, men skærer på ø-driften, særligt færgedriften. Hvis man nu tænkte sig, at Lolland kommune gav samme støtte til passageren på færgen, som man gør til passageren ved Movia, så ville der faktisk være et overskud. Dette regnestykke skal sjovt nok fremlægges af en fra øerne. På Lolland bliver der skåret i færgedriften, hvorimod der i forhold til de øvrige øer i Danmark sker en vækst. Det bekymrede mig at opleve en snæversynet borgmester sige, at han faktisk kunne tænke sig at lukke Askø og give dem en lejlighed på Lolland og så kunne de få en robåd og sejle frem og tilbage i. Det ville være billigere for ham. Bekymrende, at man ikke tør forholde sig til, at Danmark er et ø-rige, at vi i Lolland kommune har nogle øer, hvor vi har kreative sociale ildsjæle, der sover med støvlerne på og rent faktisk har et potentiale og lyst til at skabe liv på vores øer. Øerne savner en ø-mærkning af tilskuddene og indsigt i færgeregnskaberne, idet de gerne ser sig som en medspiller til at sætte rammerne og tage ansvar for udvikling og økonomi. I den konservative gruppe har vi hele tiden haft et øre med på dagligdagen på vores øer. Vi er fortaler for at få lavet en Ø-politik, der laver rammer som kan skabe udvikling og indpendling til vores kommune.

Ø-sammenslutningen ønskes tillykke med de 40 år

Brian Krøyer, Linda Sommer og Marie Louise Friderichsen

Den konservative byrådsgruppe – Lolland kommune