Sponsorat til Nykøbing F. Revyen

Jeg forstår det ikke....

Offentliggjort Sidst opdateret

År efter år siden 2009, har Nykøbing Falster Revyen søgt og modtaget et sponsorat på 375.000 (eks moms) fra Guldborgsund Kommunes økonomiudvalg. Guldborgsund Kommune er Hovedsponsor!

Og nu søges igen (sikkert rent proforma, for kommunens logo er allerede trykt på plakaten der står ved indgangen til teatret). Ansøgningen skal behandles på økonomiudvalgsmødet den 9. marts 2015.

Jeg har intet i mod revyen, tværtimod. Men hvorfor skal det være en kommunal opgave at spytte penge i en ellers god og sund privat-ejet forretning?

Kig på proff.dk, og man kan se at revyen har kørt med overskud de sidste mange år. Det vil sige, at sponsoratet går lige ind på revyens ejers konto. Katjiiiing....

Mon Nykøbing F. Revyen ville flytte fra byen hvis ikke de fik sponsoratet? Mon der ville komme færre turister til kommuen? Jeg tror det ikke.

Kigger man på Revyens hjemmeside, finder man intet sted Guldborsund Kommunes logo, kigger man under direktørens velkomsttale, bliver Guldborgsund Kommune (hovedsponsor) ikke nævnt overhovedet.

Er det pengene værd, og er det rimeligt, i en tid hvor der ellers bliver sparet alle mulige og umulige steder i Guldborgsund Kommune? Eksempler på nogle af de seneste besparelser:

- Besparelse på modtageklasser på Lindeskovskolen, to-sprogede elever direkte ind i klasserne

- Besparelse på 60.000 kr. på plejecentrene træningslokaler, brugere skal nu betale 100 kr. om måneden.

- Besparelse på børnetandpleje

- Besparelse på forebyggende hjemmebesøg hos pensionister over 75 år

- Besparelse på, og lukning af daginstitutioner

osv osv osv

Hvorfor udsættes revyens ansøgning om sponsorat ikke for besparelse? Hvad med i stedet at stille en underskudsgaranti. Skulle den ikke komme i anvendelse, kan pengene efterfølgende bevilges til nogle af de mere tiltrængte områder.

... Men det kommer ikke til at ske, er jeg bange for, dertil har vores politikere i Guldborgsund Kommune desværre ikke mod nok.