Superskole eller super-hovedpine?

Offentliggjort Sidst opdateret

Man kan starte med at lægge ud med spørgsmålet: ”Hvem skal sidde med hovedpinen? Eleverne til den kommende superskole eller byrådet?”

Borgmester John Brædder og resten af hans kuld har som planer at opføre en ny 3-sporet superskole i Nykøbing F. Det er umiddelbart planen at den skal ligge på Poul Martin Møllersvej, på det gamle atletikstadion, men hvad der åbenbart ikke er blevet taget højde for er, at grunden er fyldt med giftgasser fra losseplads. Bygger de en skole der, ender de med rigtig mange elever der hver dag må gå hjem med hovedpine fordi de går og indånder den gas der siver op fra grunden.

Ydermere vil de i forbindelse med opførelsen af skolen, rive Vestensborg Centret ned – ældre borgere, de handicappede og utrolig mange andre borgere, børn som voksne, unge som gamle vil blive berørt af nedrivningen. Der er rigtig mange der kommer dernede for at kunne hygge sig med andre mennesker og derved have en social omgangskreds, men det skal der åbenbart sættes en stopper for? Ja, jeg spørger bare!

Der er til opførelsen afsat 170 millioner kroner, men wupti, så skal de 35 millioner kroner pludselig bruges til nedrivning af Vestensborg Centret, så er der ”kun” 135 millioner kroner tilbage til skolen. Det lyder måske af rigtig mange penge, men hvis eleverne skal have en ordentlig skole, som ikke ender som Nordbyskolen, så er man nødt til at investere i kvalitet. Hvorfor bruge så mange penge når man lige så godt kunne bruge pengene på efteruddannelse af lærerne, måske en udbygning af en af fjordskolerne, renovering af dem… Ja, det var bare nogle forslag til hvad der kunne gøres i stedet for at bygge en ny skole. Vi kommer derved til at stå med en skole til 135 millioner kroner, til 800 elever, hvor kun de 500 af pladserne vil blive udfyldt. Vi kommer til at stå med to tomme skoler som bare kommer til at stå, for dem har Brædder og kuld ikke taget højde for hvad de evt. kunne bruges til…

Tag dette til eftertanke… Hvis planen på Poul Martin Møllersvej bliver ført igennem, så kommer fremtidige børn til at gå rundt blandt giftgasser og lignende.. Hvem ville så have lyst til at sende deres børn afsted til den skole?

Henriette Jensen (DSU Guldborgsund)

Gedservej 24 st

4800 Nykøbing F.