Svar fra Ole Jacobsen

Mail 17.02.2016

Offentliggjort Sidst opdateret

Til Leif A. Jensen

Først og fremmest skal jeg beklage, at jeg først får sendt svar på din mail af 12. januar 2016 – erkender at din forespørgsel har ligget for længe i bunken.

Jeg vil nedenfor prøve at besvare de 7 spørgsmål, som du har fremsat i mailen. Jeg har ikke kendskab til hele historikken eller til alle oplysninger, da Nysted Biogas er et privat AMBA, som er etableret af landmænd i området omkring Kettinge i gammel Nysted Kommune.

Jeg får først kendskab til Selskabet, da Nysted Biogas i 2010 får vanskeligheder med at betale ydelserne på de lån, som Nysted Kommune i sin tid garanterede for.

1) Indskudskapital: Af tidligere regnskaber kan jeg se, at indskudskapitalen er på 111.000 kr. i selskabet, men har ikke kendskab til ejerkredsen. Ejerkredsen var de landmænd, som leverede gylle til anlægget.

2) Nysted Biogas blev stiftet i 1998 af private landmænd. Jeg er ikke i besiddelse af regnskaber tilbage til 2004, hvorfor jeg ikke kan se om indskudskapitalen i selskabet ændrede sig på det tidspunkt. Da det er et privat AMBA, så må jeg henvise dit spørgsmål til den bestyrelse, som tegnede selskabet på daværende tidspunkt.

3) Det er korrekt at REFA overtog driften, idet der var behov for en mere professionel tilgang til at driften af selskabet, såfremt der skulle skabes balance i økonomien.

4) Det er korrekt, at kommunen ikke kan tilføre driftskapital til et forsyningsselskab, men kommunen har ret til at garantere for nødvendige anlægsinvesteringer i et forsyningsselskab. På daværende tidspunkt var der behov for akutte anlægsinvesteringer, for at sikre den fortsatte drift af selskabet (for hermed at sikre de værdier i selskabet, som kommunen havde garanteret for). Anlægsinvesteringer vedr. opgradering af 2 gas generatorer til el-produktionen og selve gastanken.

5) Du nævner at der blev ydet et lån til Nysted Biogas på 16,7 mio. kr. – det var ikke et lån der blev ydet, men det var et ejerpantebrev., som Guldborgsund Kommune fik tinglyst i Biogasanlægget, for at sikre så meget af Kommunens tilgodehavender som muligt i tilfældet af Nysted Biogas gik konkurs.

6) Du nævner at Guldborgsund Kommune har ydet lån på 24 mio. kr. – det er ikke korrekt – er ikke klar over, hvor du har denne oplysning fra?

7) Der blev heller ikke ydet lån til driften i 2014/2015 på 21,5 mio. kr.

Omkring pkt. 6 og 7, så må du gerne oplyse mig, hvor du har tallene fra, så kan jeg måske opklare misforståelser eller forklare sammenhæng.

Håber det var svar på dine spørgsmål, men du vender blot tilbage, såfremt du har behov for yderligere oplysninger – jeg vil nok kunne svare på det meste, men jeg får egentlig først kendskab til Nysted Biogas i 2010, da driftsøkonomien begynder ”at halte” så meget, at de ikke kan betale ydelserne på de lån, som Nysted Kommune i sin tid garanterede for.

Med venlig hilsen

OLE JAKOBSEN

DIREKTØR

ØKONOMI, TEKNIK & MILJØ

DIR +45 54731850

MOB +45 25181850

OJA@GULDBORGSUND.DK

GULDBORGSUND KOMMUNE

PARKVEJ 37

4800 NYKØBING F

WWW.GULDBORGSUND.DK