Sygehuskampen starter NU

I dag blev de fire scenarier for den fremtidige sygehusstruktur i Region Sjælland offentliggjort, og her til aften samles borgere og politikere til det første af to borgermøder arrangeret af Region Sjælland. Borgermødet i aften er i Roskilde og i næste uge er det i Næstved.

Det er fra nu af og i de kommede uger, at vores fremtidige sygehusstruktur bliver lagt fast. Nu skal hele Lolland-Falster op af stolene og kæmpe for den bedste løsning set med LF-øjne. Hvis vi ikke tager hårdt fat i debatten nu, risikerer vi som landsdel at blive tromlet ned af de store sjællandske byer.

Alene det faktum, at der kun bliver to borgermøder – og det nærmeste møde er i Næstved – gør det umiddelbart svært at få en plads i debatten. Derfor vil Folketidende tage initiativ til, at der bliver arrangeret et borgermøde om de fire sygehus-scenarier med fokus på konsekvenser for borgerne på Lolland-Falster. Tid og sted vil blive annonceret snarest muligt.

Sygehusplanens fire scenarier er sendt i høring fra i dag, og det er muligt at komme med kommentarer til planen. Alle med interesse i hvor fremtidens sygehuse skal placeres, og hvad de skal kunne, opfordres på det kraftigste til at engagere sig i debatten NU.

Det er vigtigt, at vi får givet LF en klar og tydelig stemme i kampen om sygehusplaceringerne. Regionsrådets lokalt valgte medlemmer må også på banen, og uanset at de er valgt til at varetage hele regionens interesser, må vi appellere til dem om, at de kæmper for LF’s borgere i det, der kan ende med at blive et blodigt slagsmål.

Lolland og Guldborgsund kommuner må også på banen. Hvilket sygehus-scenarium vil de kæmpe for? Det vil være et stærkt signal at sende til det samlede regionsråd, hvis det er to enige kommuner, der går ud og dels kæmper for Nykøbings og Nakskovs sygehuse og dels for at placeringen af det nye hovedsygehus bliver så optimal som muligt rent transportmæssigt.

Høringsperioden er meget kort, og derfor skal hverken regionspolitikere, kommunalpolitikere eller borgere tøve med at engagere sig i debatten. Det er nu toget forlader perronen, og vi skal med denne gang og være med til at bestemme kursen og endestationen.

Vi må og skal have gang i debatten og dels kæmpe for vores to eksisterende sygehuse og for den bedste placering af det nye hovedsygehus.

Offentliggjort Sidst opdateret