Tag dog dåsen med

Offentliggjort Sidst opdateret

Varme og tørt vejr har for alvor gjort sit indtog samtidigt med at store dele af det danske samfund holder sommerferie. For mange er det årets højdepunkt sammen med familien, hvor der endelig er tid til at være sammen.

Sommeren er også en varm tid, og derfor gælder det om at holde væskebalancen ved lige. Nogle holder den mere lige end andre, og desværre med noget, der er stærkere end vand. Det er der som sådan ikke noget forkert i, og det kan endda også være sjovt. Men al for mange kombinerer alkohol og bilkørsel.

De fleste tror, at juletiden er højsæson for spritkørsel – men der tager vi fejl. Her har vi lært lektien og lader for det meste bilen stå. Sommeren er højsæson for spritkørsel efter en god grillaften eller bare lidt for mange øller ved stranden.

At der bliver drukket mange øl under bilkørsel kan man ved selvsyn tage ud og konstatere. Ikke ved at standse bilisterne og alko-teste dem: Nej, tag et kig i rabatten og se godt efter. Antallet af øldåser smidt i rabatten nærmer sig efterhånden noget, der kun kan betegnes som bekymrende. Langs vejene i vores landsdel flyder det med øldåser og i et langt mindre antal sodavandsdåser.

Smidt ud af vinduet fra den kørende bil eller knallert. Ser vi nærmere på de smidte dåser bliver den værste anelse bekræftet: De fleste er købt i Tyskland og er uden pant. Endnu et argument for, at det aldrig skulle have været tilladt igen at sælge øl og sodavand på dåse i Danmark.

De mange dåser i rabatten og på landmændenes marker er et reelt miljøproblem. Dåserne er nærmest uforgængelige, og vil forurene naturen i mange år. Det kan godt være, at de er ude af syne for den, der smed dåsen, men den bliver liggende i rabatten for tid og evighed. Eller lige til der kommer en vejmand og samler den op.

Spørgsmålet her i sommervarmen er hvorfor vi har så skidt en moral, at vi udover at bælle en øl eller flere under kørslen også finder det nødvendigt at smide den i naturen efterfølgende. Måske fordi så er problemet væk – altså den tomme øldåse – og man kan køre videre og lade som ingenting.

Det mindste vi kunne gøre var at tage problemet med hjem og gøre noget ved det – både den tomme dåse og at det er nødvendigt at drikke øl, mens man kører bil. Men det er nok for svært og besværligt.