Til højre eller venstre?

Den, der troede, at alt var på plads med den faste forbindelse til Tyskland, kan godt tro om igen. I virkeligheden er der intet, der er på plads bortset fra aftalen om, at der skal være en forbindelse. Men skal det være en bro eller en tunnel? Det er der ikke taget beslutning om, og der vil gå en rum tid, før man er klar til at tage den beslutning.

Hvor skal linjeføringen være? De fleste regnede med, at forbindelse ville komme ind øst for Rødbyhavn på det areal, der er sat af til formålet. Men heller ikke det ligger fast endnu. Det kan lige såvel blive vest for Rødbyhavn ved Bredfjed, at den kommende faste Femern-forbindelse bliver landfast med Danmark.

Det skaber forventeligt utryghed, fordi de fleste havde den opfattelse, at det blev østplaceringen.

På samme måde er der skabt usikkerhed om den ny togforbindelse.

Den nuværende station i Rødbyhavn bliver nedlagt, og alle lokale har hele tiden troet/håbet/ment, at der naturligvis skulle bygges en ny lokal station ved Rødby. Men det er ikke sikkert, fremgår det af et notat fra Trafikstyrelsen. Her er der ikke nævnt noget om en ny station på Lolland, og det har fået både lokal- som landspolitikere op af stolen.

Selv om alt er i den meget indledende fase er det vigtigt, at holde øjne og ører åbne og fange alle signaler i det arbejde, som embedsmændene er i gang med. For uanset om der er tale om indledende og meget åbne overvejelser, ligger der altid et signal om, hvor beslutningen er på vej hen.

Natuligvis skal der være en ny station på Lolland i forbindelse med den ny jernbane. Alt andet vil være tåbeligt og lægge gift under visionen om at skabe en fælles Femern Bælt-region.

Hvis der ikke kommer nogen station på Lolland, vil vi som landsdel lige pludseligt få uendeligt lidt ud af den faste forbindelse til Tyskland.

På jernbanen vil der køre internationale tog, og nye toglinjer vil blive oprettet for at skabe den naturlige og hurtige sammenhæng mellem de to landsdele, der med den faste forbindelse kommer til at hænge sammen og komme meget tæt på hinanden.

Eksemplerne med alt lige fra togstation eller ej til linjeføringen dokumenterer, at det for alle gælder om at være på dubberne i beslutningsprocessen.

Det er et stort projekt, og samtidigt meget kompliceret. Kompleksiteten og størrelsen må ikke afskrække os fra at gå ind i debatten for at sikre, at de lokale krav og ønsker bliver hørt mest muligt.

 

Offentliggjort Sidst opdateret