Troværdighed på spil

Ved første øjekast virkede annoncerne stærkt, da de i weekenden blev indrykket i flere af landets aviser og fortalte om 27-årige Maria, der som arbejdsløs kontorassistent ville blive ramt på sine dagpenge af regeringens genopretningsplan.

Afsenderen af annoncen var LO, Landsorganisationen i Danmark, der er hovedorganisation for 18 forskellige fagforbund, og den var produceret som led i en kampagne mod genopretningsplanen, der på forskellig vis skærer på de offentlige ydelser. Og det virkede derfor stærkt, at kampagnen satte ansigt på en af de ellers anonyme personer, der ville kunne mærke indgrebene.

Problemet var bare, at Marias situation ikke helt svarer til annoncens ordlyd. Dagbladet B.T. afdækkede i går, at kvinden selv har sagt sit job op som kontorassistent i Aalborg Kommune - og i aftes erkendte Maria selv, at hun faktisk blot har orlov fra sit job, men overvejer at opsige sit job.

Ydermere fremgår det af annoncen, at hun har en familie, men i virkelighedens verden tæller den familie i øjeblikket blot en kæreste, som hun er flyttet fra Aalborg til Aabenraa for at bo sammen med.

Så annoncens tekst og frontfigurens virkelige verden svarer altså ikke helt til hinanden. Og det er et problem for LO, fordi budskabet drukner i debatten om de misvisende oplysninger i annoncen. Fra at fokusere på regeringens indgreb så har kampagnen sat spørgsmålstegn ved LO’s egen rolle.

Det gjaldt også i LO’s anden annonce om den 58-årige arbejdsløse pladesmed Tom, der ifølge annoncens ordlyd snart hverken kan modtage dagpenge eller efterløn og formentlig må gå fra hus og hjem. Men en specialkonsulent i Arbejdsmarkedsstyrelsen kunne allerede i går berolige Tom med, at afkortningen af dagpengeperiode ikke ville bringe hverken hans dagpenge eller efterløn i fare, hvis han i øvrigt opfylder kravene for ret til efterløn.

I løbet af tirsdagen gjorde LO’s formand Harald Børsting, hvad han kunne for at forsvare budskaberne i annoncerne, men hans kritik af budbringeren B.T. for at føre kampagnejournalistisk klingede hult, for avisen havde sådan set bare afprøvet annoncernes ordlyd. Og de stod ikke distancen.

I aftes drog LO så konsekvensen af kritikken og droppede annoncerne og kampagnen. En rigtig beslutning så den fremtidige debat om fordelingen af velfærdsgoder og offentlige ydelser forhåbentlig kan føres på et mere sagligt grundlag.

Offentliggjort Sidst opdateret