Tunnelsynet nærmer sig

“Når broen kommer…” har det lydt i mange år om den faste forbindelse til Tyskland. Nu skal vi måske til at vænne os til at sige “når tunnelen kommer”. Eller måske skal vi igen til at sige ”hvis” den kommer. 

Prisen for den faste forbindelse over Femern Bælt stiger, og det samme gør den politiske skepsis - både i Tyskland og til dels i Danmark.
Prisen for at realisere ønsket om en fast forbindelse mellem Danmark og Tyskland stiger hele tiden, og det giver modstanderne vind i sejlet. Selvom den økonomiske konstruktion bag aftalen om Femern-forbindelsen ikke vil koste danske skatteydere noget, bliver frygten for dette ved med at spøge i kulissen.

Derfor er det også tiltrængt, at der kommer konkrete tal på bordet: Hvad koster forbindelsen og hvor mange år vil det tage at betale broen eller tunnelen tilbage? 
Det kan for menigmand være svært, at gennemskue den reelle pris for byggeriet. Fordi det bare er kompliceret og fordi der er tale om et politisk betinget projekt, hvor det ikke altid er alle omkostninger der kommer frem i lyset før i allersidste sekund, hvor det ikke længere kan holdes tilbage af hensyn til projektets fremdrift.

Alligevel er det afgørende at Femern A/S og regeringen spiller med åbne kort, og melder den realistiske pris ud. Derfor er det bedre at foretrække en overskridelse nu af de først udmeldte budgetter end at budgettet bliver voldsomt overskredet midt i byggeriet, hvor der ikke er nogen vej tilbage. 

På sin vis er der mange fordele ved en tunnel frem for en bro. Først og fremmest vil byggeriet af en tunnel give flest lokale arbejdspladser, da alle betonelementerne til en tunnel skal bygges meget tæt på det sted, de skal sænkes i dybet. Hvis der er en bro kan broelementerne i stål såmænd godt bygges i Kina og efterfølgende sejles herop med skib. 

Men tør vi køre under havet i en så lang tunnel? Alene frygtfaktoren kan være med til at den folkelige opbakning bag Femern-projektet begynder at skride. I Tyskland har begejstringen aldrig været særlig stor, og der er stadig stærke politiske kræfter, der målrettet arbejder på at standse projektet.
Det er der ingen grund til, og derfor må de danske trafikpolitikere heller ikke ryste på hånden, når der kommer nye priser på bordet. En fast forbindelse til Tyskland er stadig en god ide med stor strategisk betydning for fremtidens vækst.

Deltag i debatten med Chefredaktør Søren Knudsen på Facebook - klik her.

Offentliggjort Sidst opdateret