Udkanten af udkanten

TV2 Nyhederne kører for tiden er serie af indslag, der handler om “udkantsdanmark” - altså de tyndt befolkede områder uden for de store byer. Et af indslagene har handlet om Lolland, og hvor svært det var for en erhvervsmand at opnå lån fra kreditforeningen til at bygge en solcellefabrik. Andre har handlet om den såkaldte Brønderslev-sag, der lige så vel kunne omtales som “Lollands-sagen”, hvor en familie med ni børn i mange år har levet under kummerlige og uhumske forhold forskellige steder på Lolland.

Livet i udkantsdanmark - når det ses udefra - er ikke nemt og ej heller attråværdigt.
Hvis vi dertil lægger, at nu vil regionspolitikerne lukke sygehuset i Nakskov for at spare penge, at begge kommuner på LF står overfor besparelser og fyringer på folkeskoleområdet, at op imod 1.000 borgere ikke har egen læge, fordi der ingen er, og at begge kommuner generelt har store økonomiske udfordringer foran sig - så er det svært at tage denne oplevelse fra mange af landsdelens borgere: At de føler de lever i udkanten af udkanten.
Især når vi gentagne gange får at vide af den siddende borgerlige regering, at det er kommunernes egen skyld, at der skal fyres skolelærere eller at økonomien ikke hænger sammen. Fordi de har brugt for mange penge.
 
Senest i aftes i TV2Nyhederne hvor den detroniserede skatteminister, nu gruppeformand for Venstre Kristian Jensen, på arrogant facon gav landets kommuner skylden for, at der er gigantiske huller i den kommunale økonomi. Regeringen taler om en folkeskole i verdensklasse - men realiteten er en anden. Kom ud af luftkastellet på Christiansborg og mærk virkeligheden.
Sidste brik i det tunge læs af negative oplevelser for borgerne på Lolland kom for et par dage siden. Nakskov Sygehus lukkes helt ned - ene og alene fordi Region Sjælland mangler op imod 500 millioner kroner for at få balance i sundhedsbudgetterne.
 
Lolland og Falster betragter sig ikke som en del af udkantsdanmark, men vi er trætte af, at resten af landet og især regions- og folketingspolitikere behandler os sådan. Borgerne på LF skal have samme adgang til læge, sygehus og folkeskole som alle andre i Danmark. Det hverken må eller skal være postnummeret, der afgør, om man er på den rigtige side til at kunne gøre brug af velfærdssamfundets goder.
Nu går vi til kamp for vores landsdel. Regionsrådet, Folketinget og regeringen skal råbes op, før det er for sent.

Offentliggjort Sidst opdateret