Udkantens udkanter

I dag er der to gymnasieelever fra Våbensted, som selv må finde ud af, hvordan de kommer til Maribo Gymnasium, for der går ikke længere bus gennem Våbensted. Og 27 elever fra busoplandet til den tidligere rute 60, som ikke mere kan tage med bussen til Sankt Birgitta skolen i Maribo, for bussen kører kun til Sakskøbing.

Det er Lolland og Guldborgsund, som har opgivet deres egne udkanter, for Våbensted ligger lige på grænsen, og grænseegnen er blevet udkantens udkant.

Formanden for Lolland Kommunes udvalg for teknik, miljø og klima, socialdemokraten Gert Mortensen, forklarede i fredagens Folketidende præcis, hvad der sker:
- Vi har valgt at bruge vores penge dér, hvor busserne er mest rentable. Og udkanterne er ikke rentable.

Ligeledes må tre handelsskoleelever fra landområdet bag Flintinge selv sørge for at finde til Celf i Nykøbing, for den tidligere rute 31 kører ikke længere gennem de tyndt befolkede egne i Guldborgsunds vestlige område.

Formanden for Guldborgsund Kommunes udvalg for teknik og miljø, venstremanden Arne Graae Jensen, forklarede situationen således i fredagens Folketidende: - Det står fast, at vi skal holde vores budget, og vi kan ikke please alle.

Det betyder, at folk, som har slået sig ned i de nu busløse områder, i tryg forvisning om, at deres børn takket være busforbindelserne havde adgang til at uddanne sig udover folkeskolen må indse, at de tog fejl.

I et læserbrev i lørdagens Folketidende om 100-året for jernbanen Stubbekøbing-Nykøbing-Nysted bukkede Otto Sørensen budskabet i gamle jernbaneskinner således: - I sin tid havde landsbyen Flintinge daglig togforbindelse til to købstæder. Nu har den ikke engang en bus.

Situationen for udkantens udkanter stod lysende klar allerede i det tidlige forår, da Region Sjælland meldte ud, at al udvikling i fremtiden skal foregå i de større byer. Da samme region kort efter meldte ud, at den ikke længere ville være ansvarlig for de regionale busruter, som den havde overtaget fra de gamle amter, var det en naturlig konsekvens. Til gengæld var der fest, da Region Sjælland i går fejrede oprettelsen af en ny busrute mellem Maribo og Rødbyhavn. Nu kører dér bus hver halve time, og begrundelsen er angiveligt, at de mange folk, der skal bygge den faste forbindelse skal kunne tage bussen til arbejde

Deltag i debatten med Chefredaktør Søren Knudsen på Facebook.

Offentliggjort Sidst opdateret