Udnyt kysten bedre

Lolland og Falster er omgivet af vand, og har en nærmest uendelig lang og smuk kystline. Antallet af havne, anlægsbroer og fiskerlejer er langt over hundrede, og der er aldrig mere end en halv times kørsel til kysten næsten uanset, hvor i landsdelen man befinder sig.

Vi har også en kystline og et kystområde, der er beskyttet gennem lovgivning i en sådan grad, at det gør det meget svært at udvikle vores kystområder til boligområder, rekreative områder eller turistområder. Den såkaldte kystnærhedszone rækker tre kilometer ind i landet, og vi har en strandbeskyttelseslinje, der forbyder byggeriet mindre end 300 meter fra kysten.

Lollands borgmester Stig Vestergaard vil have et opgør med den stramme miljøbeskyttelseslovgivning for at gøre det muligt for kommuner som Lolland og Guldborgsund, bedre at udnytte at de har så meget kystlinje til at tiltrække både nye indbyggere og blive mere attraktiv for turister.

Yderområder som Lolland-Falster skal have særlige ordninger og undtagelser fra de skrappe regler for kystområder, for derigennem at kunne skabe udvikling og udnytte de store herlighedsværdier, der er ved at bo langs kysten.

Forslaget fik en umiddelbar positiv modtagelse hos miljøministeren, da ideen blev præsenteret for hende på et møde i sidste uge på Lolland. Der er heller ikke grund til andet.

Vi har masser af muligheder for at udnytte kysten langt mere og bedre til bolig og turisme formål - og samtidigt bevare de kilometervis af unik kystnatur.

Miljølovgivningen på området er hysterisk skrap og til direkte skade for udviklingen i områder som vores landsdel. Selv de mindste og meget logiske forandringer i kystområder er umulige at gennemføre, fordi lovgivningen og især tolkningen af lovgivningen er så stram og ufleksibel. Det skriger nærmest til himlen.

Der er derfor al mulig grund til at finde elementer, der kan danne grundlag for en særordninger for yderområder, der har behov for at kunne tilbyde noget ekstra fordelagtigt for at tiltrække nye borgere. Masser af mennesker vil gerne bo ved vandet, og det kan vi som landsdel tilbyde.

Udover bosætning langs kysten er det også nødvendigt at åbne mulighed for at kan udnytte dele af kysten i mere intensiv grad til turismeformål. Turister elsker vand og smuk natur - hvis vi kunne få lov er der uanede muligheder for at lave en eller flere turistmagneter langs kysten.

Offentliggjort Sidst opdateret