Godt nok havde Guldborgsund Kommune advaret om, at der kunne opstå visse kø-problemer på grund af et mindre vejarbejde i krydset ved Brovejen og Markedsgade. Og at den intelligente trafikstyring først for alvor ville fungere fra torsdag i denne uge.
Uanset hvad var der ikke noget intelligent over trafikstyringen tirsdag. Det var aldeles uintelligent og dumt, det der foregik. Nykøbing var ét stort trafikkaos, der stod på i timevis. Bilister skal kunne tåle en vis mængde af gener ved vejarbejde, men tirsdag var det helt utåleligt og urimeligt.
Busser kunne ikke køre. Ambulancer kunne ikke komme frem under udrykning. Folk kunne ikke komme hjem fra arbejde, og alt var bare regulært kaos. Det tog ufattelig lang tid bare at køre en kort strækning.
Et eller andet er gået grueligt galt i planlægningen af vejarbejdet, og de ansvarlige bør hurtigst muligt revidere deres plan for udførelsen af arbejdet.
Trafikken ind og ud af Nykøbing er meget intens. Det ved vi godt, og det er især Banegårdskrydset, der er hårdt belastet. Når der så lige pludselig kommer en ordentligt mængde ekstra biler som i går, går det galt. Meget galt.
Det er ikke første gang i verdenshistorien, at en trafikeret vejstrækning skal renoveres. Det sker hver dag et eller andet sted i Danmark uden at det giver så omfattende kaos, som Nykøbing tirsdag var ramt af.
Når hverken busser, ambulancer eller politi kan komme hverken frem eller tilbage er det for galt. Massevis af timer gik spildt og benzin i store mængder blev brændt af og forurenede luften.
Hvorfor foregår arbejdet ikke om natten, hvor der ingen trafik er? Hvorfor er skiltningen så mangelfuld? Hvorfor tager det flere dage, før den såkaldte intelligente trafikstyring virker?
Spørgsmålene er mange, og mens bilisterne venter på svar, går mange af dem hovedrystende rundt over det trafikkaos, de blev fanget i tirsdag.
Udsigten til endnu et par dage med kaos er ikke rar, og Guldborgsund Kommune må stramme sig an og revurdere planen for vejarbejdet. Det er en ommer, som andre også siger om den længe ønskede omfartsvej.
Tirsdagens trafikkaos sætter endnu en gang fokus på behovet for den stærkt diskuterede omfartsvej, der skal lede den gennemgående trafik til Gedser uden om byens centrum. Vi ved godt, at den er besluttet, men det trækker åbenbart ud i det uendelige, før den bliver til virkelighed.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde