Urimelig forskelsbehandling

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er tydeligt, at regeringens såkaldte ekspertudvalg på sygehusområdet - Juhl-udvalget - ikke anser Region Sjælland for at være en rigtig region på lige fod med de øvrige regioner. Region Sjælland forskelsbehandles på det groveste, når der skal tildeles milliarder fra regeringens pulje til fremtidens sygehuse.

En gennemgang af Juhl-udvalgets indstilling til regeringen viser med al tydelighed, at der anlægges et sæt af kriterier for Region Sjælland og et andet sæt af kriterier for de øvrige regioner. Og det er ikke en forskelsbehandling, der falder ud til Region Sjællands fordel.

Vi skal som borgere finde os i, at vi efter eksperternes vurdering skal have et kvalitativt dårligere sygehusvæsen og færre sengepladser end de andre regioner. Vi er ikke værdige til at få et hovedsygehus, der har samme niveau som de for eksempel skal have i Ålborg.

Ikke nok med at Juhl-udvalgets rapport efter Region Sjællands opfattelse er fyldt af en række graverende fejl. Den er også udtryk for en nedvurderende holdning til os som borgere. Det er forstemmende at læse, hvordan eksperter kan forvride debatten og sende en hel befolkningsgruppe ud på et sidespor bare fordi de bor det forkerte sted.

Man kan spørge sig selv hvorfor det kun må koste 27.000 kroner pr. kvadratmeter at bygge et hovedsygehus i Køge, når det må koste 29.000 kroner pr. kvadratmeter i Region Nordjylland? Ekspertudvalget straffer Region Sjælland og fratager regionen muligheden for at leve op til de krav, som selvsamme udvalg har sat for et tilfredsstillende niveau i den fremtidige sygehusbehandling.

Hver region skal have et hovedsygehus, der er på universitetshospitalsniveau med en klar forskningsforpligtelse. Det er Juhl-udvalget enig i også gælder for Region Sjælland, men slår samtidigt fast, at det får regionen ikke penge til.

Hvis regeringen godkender eksperternes indstilling, anerkender regeringen også at Region Sjælland ikke er en rigtig region og skal behandles anderledes end de øvrige.

Borgerne får et ringere sygehusvæsen, hvor både de lokale akutsygehuse er blevet udsultet og hvor det såkaldte supersygehus ikke er specielt super.

Men hvis det er, hvad politikerne på Christiansborg ønsker, må de sige det højt. Så kan vi huske det til næste år, når der er valg til Folketinget.