Vælgere vil have flere penge til børnene

Teaterfoyeren i Nykøbing nærmest kogte, da omkring 200 vælgere i aftes var mødt op for at høre syv lokale byrådskandidater give deres visioner for fremtidens børneliv i Guldborgsund.

Der var nemlig klart svar på tiltale, da en af de nye byrådskandidater Ulla Munksgaard fra den nye lokalliste Borgernes Liste stillede forsamlingen spørgsmålet, om det kunne løse problemerne i den pressede hverdag, som forældre og pædagoger oplever i daginstitutioner og skolefritidsordninger, hvis politikerne sendte flere penge til området.
Manglen på penge var omdrejningspunkt i debatten. Ingen af politikerne havde ret mange konkrete bud på, hvordan man skaffer dem. De forslag, der kom på bordet, blev hurtigt slået ned igen.
Kristendemokraten Jacob Thyssen foreslog at spare på den kommunale administration, samtidig med at flere pædagoger kunne fortælle om, børn der må vente på hjælp.
- Når vi underretter, oplever vi så mange sagsbehandlerskift, at der faktisk kan gå flere år, før der sker noget. Og så er det altså svært at lave tidlig indsats, sagde pædagog Mette Nielsen på vælgermødet i aftes, og det udløste klapsalver fra hele salen.
Det fik SF’s Lene Hatt til at kræve flere sagsbehandlere og flere psykologer, og det fik også Venstres Jens Erik Boesen til at konstatere, at det af den grund ikke nytter at spare penge på administrationen.
Foto: F.K.K.

Børne-tema skød valgkampen i gang i Guldborgsund onsdag aften.

Offentliggjort Sidst opdateret