Vågn dog op

Medlemmerne af byrådet i Lolland kommune inviteres hermed til at gå en tur langs søbredden ved Maribo Søndersø for ved selvsyn at konstatere, at forholdene er dybt kritisable og flere steder til fare for folk, der færdes langs søen.
Problemet er ikke nyt, men alligevel virker det som om “nogen” eller måske endda “mange” har sovet godt og grundigt i timen i Lolland Kommune. Problemerne langs søbredden er der fortsat, og det er kun blevet værre denne vinter. Planer for renovering og genopretning af området er der også mange af, men alligevel “kommer det bag på” flere af de ansvarlige politikere.

Man kan i den forbindelse spørge hvilken verden de befinder sig i, da problemerne går år tilbage og har været beskrevet flere gange i denne avis. Det tager vel fem minutter at gå fra Lolland kommunes rådhus i Maribo og ned til søen. Gør jer selv den ulejlighed og gå en tur derned. Synes I om det I ser?
Reaktionerne hidtil fra flere i byrådet vidner om en meget trængt kommune, der tilsyneladende ikke har ressourcer til at passe på det nære og værdifulde for både borgere og turister.

Den faste forbindelse til Tyskland og satsningen på vedvarende energiløsninger giver gode muligheder i fremtiden, men hvis blikket hos kommunens politikere og embedsmænd kun er indstillet til at se langt ud i fremtiden, går grundlaget for fremtiden tabt. Socialdemokraterne Gert Mortensen og Hanne Møller, der hver især er udvalgsformænd i Lolland kommune, demonstrerer en betænkelig tristesse og lettere arrogant holdning overfor Maribonitternes kritik.
“Der er jo ikke penge til det” og “Det er jo natur, og vi skal også tænke på, hvor meget vi kan styre naturen”, lyder det fra de to udvalgsformænd.

At der lige nu og her er behov for at der gøres noget er evident, og borgerne har et relevant krav på, at området langs søen bliver vedligeholdt, så det i det mindste er sikkert at færdes langs søen. For det er vel næppe nogen løsning, som Gert Mortensen foreslår: “At spærre området af og bede borgerne og turisterne om at finde andre steder at færdes”

Maribo by og især området omkring søen er et yndet turistmål, og hvis det er kommunens holdning, at når forfaldet er stort nok, bliver området spærret af, står det grelt til. Vil man gøre det samme med vejnettet? Når der er huller nok, spærrer kommunen vejen af og borgerne må finde andre ruter. Når skolerne er slidt nok ned, lukker vi dem og børnene må finde en anden skole. Når byrådet er slidt nok ned, kan borgerne vælge nogle nye om få år.

Deltag i debatten med Chefredaktør Søren Knudsen på Facebook KLIK

Offentliggjort Sidst opdateret