Vaklen i geleddet

Hvad skete der lige der? Det spørger mange sig sikkert om i dag efter borgmester John Brædder med kort varsel måtte tage punktet om skolelukninger i Guldborgsund kommune af byrådets dagsorden i går. Efter planen skulle byrådet på sit møde torsdag eftermiddag vedtage et forslag til ny skolestruktur, som indebærer lukning af fem skoler, hvorefter forslaget skulle være sendt i offentlig høring.

Det er en strid om prisen for de tomme skolebygninger, der udstiller, at flertallet bag borgmesteren ikke er så sammentømret og loyalt, så det gør noget.
Vi nærmer os målstregen, hvor byrådets politikere skal tage den sværeste af alle lokalpolitiske beslutninger - at lukke skoler. Derfor begynder der tydeligvis for alvor at gå politik og måske især personlige eller lokalpatriotiske hensyn i sagen. Det gør den resterende del af beslutningsprocessen ualmindelig svær, og noget kunne tyde på, at det for alvor ramte byrådet torsdag.

Flere grupper af utilfredse forældre har meddelt, at de vil åbne en friskole i stedet for den skole, der bliver lukket i deres lokalområde. Derfor er prisen for de skolebygninger, der bliver tømt for den offentlige folkeskole, blevet en afgørende faktor i det politiske slutspil.

Skal de sælges billigt for at hjælpe friskolerne i gang eller skal de sælges så dyrt som muligt for at forhindre, at der bliver oprettet private friskoler? I og for sig et relevant politisk spørgsmål, og derfor blev der klogt forhandlet et kompromis sammen om prisen for skolebygningerne, som også Socialdemokraterne og SF støttede. Så langt så godt, indtil en række politikere fra flertalsgruppen bag borgmesteren trak deres støtte.

Et eller andet er gået galt i borgsmesterens bagland, og det blev udstillet for åbent tæppe. Der er ikke styr på tropperne, og det betyder at forældre, lærere og elever skal leve i uvished i endnu en måned.
Det er meget uheldigt og uacceptabelt, at sagen trækker længere ud, og sætter mange borgere yderligere på pinebænken. Arbejdet med den nye skolestruktur er nu sat på standby mens de “tekniske” problemer om salgsprisen for de tomme skolebygninger bliver afklaret.
Udfordringen for den videre proces er at holde tidsplanen for at nå at få det hele på plads til næste skoleår. Derfor må flertalsgruppen med borgmester John Brædder i spidsen få styr på de indre linjer, hvis ikke processen skal tabes på gulvet.
 

Offentliggjort Sidst opdateret