Velkommen til regenten

Alle fingre er krydset, og vi holder vejret. Eller rettere sagt, vi håber, vejret holder sig og lader solen skinne over Femø i morgen, når regentparret kommer på officielt sommervisit på den skønne ø. Når klokken slår ti, lægger Dronning Margrethe og Prins Henrik til kajs på Femø. Ikke med kongeskibet Dannebrog, men med en af de royale chaluppper. Kongeskibet er ankret op uden for Femø, da det er for stort til havnen.

Forude venter et ualmindeligt spændende og interessant besøg på den grønne ø. Normalt er der tusindvis af mennesker på gaden, når der er kongeligt besøg, men denne gang bliver det mere beskedent. Man kan nærmest tale om et uformelt og privat besøg på Femø. Det fortjener både Femøs beboere og regentparret, der sammen i fred og ro kan vise hele øens herligheder frem.

At Dronning Margrethe vælger at tage på sommerbesøg på en af vores mange skønne øer er udtryk for hendes forkærlighed for hele Danmark. Hun er også Dronning af Femø, og derfor et stærkt signal fra kongehuset side, at det i år prioriterer de danske øer som mål for årets sommertur.

Hendes majestæt kommer til at opleve forskelligheden og rigdommen i livet på en ø. Der bliver tid til både kirkebesøg, krobesøg, kunst og ikke mindst besøget hos Elly Hansen. Hun er Femøs hukommelse, og har gennem et langt liv samlet alt, hvad der har været skrevet om Femø. Et livsstykke uden sammenligning, og det er sikkert den del af besøget, som vil blive husket overmådeligt godt af Dronning Margrethe. Fordi udklipssamlingen er så unik og sjælden.

Hele Femø glæder sig til besøget onsdag, og der er ingen tvivl om, at regentparret bliver imponeret over det engagement, der er lagt i forberedelserne. Det er også et sjældent indblik i livet på en af vores danske øer, hvor der på en og samme tid er et rigt liv og desværre også problemer med mangel på liv på grund af affolkning.

Et besøg af regentparret giver altid et stort løft til en by eller landsdel. For Femø er dette uden sammenligning årets begivenhed. Det er ikke hver dag, at landet regentpar kommer på besøg og slet ikke et officielt besøg.

Som landsdel er det en ære at få besøg af Dronningen og Prinsen, og vi glæder os hver gang. Kongehuset har i de senere år været flittige gæster på Lolland-Falster, og det sætter vi stor pris på.

Vi byder Hendes Majestæt Dronning Margrethe og Hans Kongelige Højhed Prins Henrik velkommen til Femø.

Offentliggjort Sidst opdateret