Vestager: Det bliver ikke en rød blok med påhæng

Eleverne på Nykøbing Katedralskole fik mandag eftermiddag mulighed for at komme helt tæt på Det Radikale Venstres partileder Margrethe Vestager, og spørgelysten var stor hos gymnasieeleverne oven på den otte minutter indledende peptalk om alle de gode grunde til at stemme på Det Radikale Venstre.

- Jeg tror ikke, at nogen af de to blokke har hele løsningen, lød det indledningsvist fra partilederen, der hurtigt blev mødt af et spørgsmål fra stolerækkerne, som netop gik på, hvorfor Det Radikale Venstre holder fast i at pege på Helle Thorning-Schmidt som den foretrukne statsministerkandidat, når nu Det Radikale Venstre har så meget imod blokpolitik?

- Jeg tror helt grundlæggende på, at det efter 10 år er godt med en udskiftning af dem, der sidder på magten, og så tror jeg, at Det Radikale er sikret større indflydelse ved at vælge at pege på Helle Thorning-Schmidt som statsministerkandidat.

Se billeder fra Margrethe Vestagers besøg - KLIK HER.

På spørgsmålet om, hvorvidt Margrethe Vestager eventuelt kunne se sig selv som en mulig statsministerkandidat, lød det hurtigt og klart fra partilederen:

- Nej, jeg kan ikke forestille mig selv som regeringschef. Vi peger på Helle Thorning-Schmidt, og der bliver ikke tale om en rød blok med påhæng. Jeg tror på, at der fremover bliver et samarbejde hen over midten af dansk politik, men jeg tror ikke på en sammensætning af den kommende regering hen over midten.

Efter 45 minutter i selskab med partilederen fra Det Radikale Venstre samt partiets  folketingskandidat i Guldborgsund, Linda Kristiansen, og Jan Heidebo i Sjællands Storkreds, blev det tid til endnu en tur i partibussen - denne gang nordpå, hvor mandagens to partilederdebatter i henholdsvis Danmarks Radio P4 og hos TV2/Lorry ventede på Margrethe Vestager.

Se billeder fra Margrethe Vestagers besøg - KLIK HER.

Foto: Partileder Margrethe Vestager fra Det Radikale Venstre tog mandag partibussen til Nykøbing Katedralskole som led i valgkampen. Foto: Claus Hansen

BILLEDSERIE: Eleverne på Katedralskolen i Nykøbing fik mandag eftermiddag mulighed for at komme helt tæt på Det Radikale Venstres partileder Margrethe Vestager.

Offentliggjort Sidst opdateret