Vi har det nogenlunde

"Hvordan har du det?” Spørgsmålet er velkendt, men det automatiske svar - “okay” - er ofte ikke sandt eller helt dækkende for virkeligheden. Region Sjælland har dog stillet borgerne spørgsmålet, og det er der kommet en samlet sundhedsprofil ud af. Vi ved nu, hvordan vi har det her i landsdelen, og om vi har det bedre eller ringere end andre borgere i regionen.

Svaret er på en og samme tid ikke overraskende og meget forstemmende. Vi ryger for meget, vi dyrker for lidt motion, Vi synes vi er stressede, og vi er overvægtige. I det hele taget tegnes der en profil af en befolkning, der trænger til at hanke op i sig selv og lægge livsstilen om.

Værst ser det ud i Lolland Kommune, mens sundhedsprofilen er lidt bedre i Guldborgsund Kommune. Analysen afslører, at det især er de såkaldte livsstilssygdomme, vi er ramt af. Det er rygerlunger, blodpropper, hjerte- og karsygdomme og sukkersyge, Begge kommuner ligger et grimt stykke over gennemsnittet i Region Sjælland.

Det er et trist billede, der tegnes af, hvordan vi behandler vores liv og helbred. Et lyspunkt er dog, at den store indsats, som Guldborgsund Kommune har gennemført via KRAM-projektet ser ud til at have haft en vis effekt. Set i forhold til sammenlignelige kommuner i Region Sjælland klarer kommunen sig lidt bedre. Det er ikke en effekt af KRAM, der kan dokumenteres, men det er meget nærliggende at konkludere, at det forøgede fokus, der har været på vores livsstil, har haft en gavnlig effekt.

Nu er spørgsmålet, hvad vi skal gøre. Vi kan som landsdel enten nøjes med at konstatere, at “sådan er det bare” og lade det usunde liv fortsætte, eller vi kan som landsdel stoppe op og spørge os selv, om vi virkelig ønsker et dårligt liv med overvægt, sukkersyge, hjerteproblemer og blodpropper. Er det virkelig hvad vi ønsker?

Nej. Hvis sundhedsprofilen blev ændret, og vi lagde livsstilen om med mindre rygning, mindre alkohol og ikke mindst mere sunde kostvaner, ville det have en uvurderlig betydning for både den enkelte og for kommunernes pengekasser.

Det er dyrt for samfundet, at antallet af borgere med livsstilssygdomme er vokset eksplosivt. En stadig større del af de offentlige udgifter til sundhedsvæsen og sygedagpenge sætter konstant velfærdssamfundet under et markant økonomisk pres. Derfor er der kun en vej - vi er nødt til at lægge livsstilen om.

Deltag i debatten med Chefredaktør, Søren Knudsen, på Facebook.
 

Offentliggjort Sidst opdateret