Vi må have en løsning NU

Offentliggjort Sidst opdateret

Danmark bryster sig ofte af, at vi er et velfærdssamfund. Hvor alle borgere uanset indkomst har lige adgang til de fundamentale fornødenheder som for eksempel lægehjælp. Gennem det høje skattetryk betaler vi alle for, at have et godt og velfungerende sundhedsvæsen, så vi altid kan få hjælp, når vi har brug for det.

Men sådan er virkeligheden ikke. Op imod 1.000 borgere på Lolland-Falster er nemlig uden en fast læge, de kan henvende sig til i tilfælde af sygdom eller hvis de har brug for medicin. I mandagens avis fortalte vi historien om den 65-årige Gert Madsen fra Rødby, der i snart et år har været uden egen læge. En i Danmark fundamental ret, som alle slet ikke kan forestille sig ikke var en realitet. Men for Gert Madsen er det rå virkelighed, at han ikke har egen praktiserende læge, som han kan henvende sig til.

Det kan vi simpelthen ikke være bekendt, og der må gøres noget ekstraordinært lige nu og her, for at få sat i gang i en bæredygtig løsning på lægeproblemet uden for de store byer. Det bør ikke være sådan, at det er ens postnummer, der afgør om man har mulighed for at have egen praktiserende læge. Sådan virker det, og i flere tilfælde opleves reaktionen fra både Region Sjælland og Sundhedsministeren som meget arrogant og uden fornemmelse for de vilkår, befolkningen i landområdet bydes.

Når vi tager med ind i billedet, at befolkningen på Lolland og Falster generelt har en dårligere sundhedstilstand end resten af landet, og at der derfor er et stort behov for, at der er praktiserende læger til alle, er det beskæmmende gang på gang at opleve, at tusindvis af borgere bliver ladt i stikken af de ansvarlige sundhedsmyndigheder.

Det virker som om, Region Sjælland har en dagsorden om at få centraliseret lægebehandlingen mest muligt ved at efterlade så mange borgere uden læge i de lokalsamfund, hvor den lokale læge vælger at stoppe - typisk for at gå på pension. Det er klart billigere og mere fleksibelt med centralt placerede lægehuse eller sundhedscentre, men her glemmer myndighederne en væsentlig ting.

Vi vil gerne bo og leve lokalt - og derfor skal der også være en læge lokalt. For mange ældre kan det være helt afgørende, at lægen bor lokalt, da de ellers ikke kommer til lægen.

Den nye sundhedsminister Bertel Haarder skal onsdag i Folketingets spørgetid svare på spørgsmål om dette fra socialdemokraten Lennart Damsbo Andersen, og vi må håbe, at der er mere hjælp i de nye svar end dem, den tidligere sundhedsminister kom med.