Vindkraftværker skal opleves som en ny kvalitet i herregårdslandskabet

Guldborgsund Kommune har begivet sig ombord på en tvivlsom galej med deltagelse i tre projekter, der som udgangspunkt har opstilling af vindmøller i de såkaldte herregårdslandskaber som emne.

1."Fremtidens Landskaber: ”Det nye herregårdslandskab - med fokus på vindenergi”. Et projektsamarbejde med Københavns Universitet m.fl., som søger at forbedre den helhedsorienterede planlægning i det åbne land.

2. Wind2050: Et internationalt forskningsprojekt om forståelse og udvikling af vindmølleprojekter for at nå de statslige mål. Projektet er støttet af Det Strategiske Forskningsråd, og Guldborgsund Kommune er inviteret med på baggrund af ”herregårdsprojektet”, som man har fundet interessant at udbygge.

3. WISE Power: Et EU-støttet projekt under IEE-programmet, bl.a. om at øge viden og accelerere planprocesser ved at imødegå og mindske lokal modstand mod vindenergi i de tilfælde, de er baseret på usikkerhed og uvidenhed om eksisterende og fremtidige forhold.

Kommunens opgave går i hovedtræk ud på at udvikle et samarbejde mellem borgere og godsejere, således at borgerne lærer at holde af de vindkraftværker, som godsejerne gerne vil opstille i herregårdslandskaberne. Samarbejde og nytænkning kan overbevise os alle sammen, beboere, tilflyttere og turister, om at de larmende 150 meter høje vindmøller er en ny og værdifuld del af fremtidens bæredygtige herregårdslandskab.

Af kommunens oplæg, "Det nye Herregårdslandskab med fokus på vindenergi", fremgår det ikke helt klart, hvordan vi som borgere, tilflyttere eller turister skal få ind i vore hoveder, at de vældige vindkraftværker tilfører de velkendte herregårdslandskaber denne nye, vidunderlige kvalitet.

"I takt med, at møllerne bliver større, og den folkelige modstand imod dem vokser, stiger behovet for inddragelse af flere interessenter og for nytænkning/redefinition af landskab og værdier. Nye metoder til inddragelse/medbestemmelse ønskes afprøvet, i kombination med en ny tilgang til landskabsplanlægninger, herunder begrebet foranderlighed", hedder det i oplægget.

Omend det ikke er rene ord for pengene, står det vel klart for de fleste, at fremtidens herregårdslandskab med dets "statelige hovedbygninger og andre bygninger med kulturhistorisk betydning, alléer med fx stynede pile (!) og storslåede vidder med store ubrudte markflader", som oplægget lidt misvisende beskriver det, ikke nødvendigvis er uforanderligt.

Guldborgsund Kommune vil derfor gerne have, at de store "landbesiddere" samarbejder noget mere med de nye naboer til kæmpemøllerne og andre, som kunne tænkes at være modstandere af dette fremtidens herregårdslandskab, hvor de store vindmøller knejser om kap med statelige hovedbygninger og lange allér over storslåede vidder.

Et par udvalgte herregårdslandskaber blandt de 16 udpegede vindmølleområder i Guldborgsund Kommune skal således analyseres nærmere, og de berørte mennesker, godsejere, naturfredningsfolk og andre borgere, tilhængere såvel som modstandere af de store møller, "involveres efter en afvejning af metoder og relevans i projektforløbet". Med andre ord: Hvordan får vi gjort vindmølle-modstanderne møre?

Når det hele er overstået, og vejen er banet for godsejeren og hans vindkraftværker, kigger kommunen nærmere på, hvad det var, der fik modstanden mod kæmpemøllerne i herregårdslandskabet til at dø ud: "Evaluering af aktørinddragelsen, med fokus på om og hvad, der gjorde en forskel for projektet", som der så nænsomt akademisk står i oplægget.

Udover følgagtigt at logre for storbønder og kapitalstærke investorer, forpligter Guldborgsund Kommune sig tilsyneladende til at udvælge monstermøller på mindst et par herregårds-jorder for at kunne leve op til deltagelsen i de tre projekter, som Udvalget for Teknik og Miljø orienteres om på udvalgets møde tirsdag den 17. december.

Med dette arvegods fra det gamle byråd til det nyvalgte, kræves der endnu mere "hår på brystet" hos de folkevalgte, for at kunne dæmme op for monstermøllerne og deres pengestærke bagmænd. Her er det en ringe trøst, at Guldborgsund Kommune om herregårdslandskabets ødelæggelse (forandring) skriver, at en kæmpemølle kun har en levetid på 25 år.

Palle Tørnqvist,
Hjelm Byvej 22,
4990 Sakskøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret