Ytringsfrihed og debat

Man skal ikke have læst mange debatindlæg på folketidende.dk og andre nyheds-websites på Internettet, før man kan konstatere en debatkultur, som fungerer praktisk taget uden filter og uden kontrol. ALT bliver skrevet - og ofte i et sprog og tone, der på mange måder sætter begrebet ytringsfrihed under et voldsomt pres.

Ofte ender det i intimiderende personangreb på den person, der står bag enten artiklen eller en af de foregående kommentarer. Værst går det ud over sagligheden i debatten. For det er som oftest ikke det saglige indhold, der debatteres - i stedet gøres journalisten eller hovedkilden i artiklen til genstand for forhånelse.

Det er i stedet en negativ og efterhånden klassisk strategi, at debatterne ender med en politisk stigmatisering. Her reduceres skribentens argument til en negativ politisk kategori. Enten er man rød eller blå - ven eller fjende - idiot eller klog. Helt borte er den saglige debat på argumenter.

I kølvandet på den vanvittige norske terroraktion, hvor højreekstremisten og terroristen Anders Breivik sprængte bomber og skød og dræbte en masse uskyldige mennesker, er det blevet diskuteret intenst, om der skulle gribes ind overfor den meget rabiate, nedværdigende og forhånende debatkultur på en lang række online-sites.

Det er som udgangspunkt et indgreb i den fundamentale, grundlovssikrede ytringsfrihed, hvis der sættes begrænsninger for den enkelte borgers ytringsfrihed på for eksempel nettet. Men ytringsfrihed er ikke retten til at svine andre mennesker til for at mistænkeliggøre deres person. Tværtimod.

Hvis man ikke er i stand til at skrive en konstruktiv kommentar til en artikel eller et debatindlæg, vil man gøre alle en tjeneste ved at holde sit sure opstød for sig selv. Derfor vil Folketidende i den kommende tid tage initiativ til at lave en justering af retningslinjerne for debatten på vores forskellige medier. Det gør vi for at styrke ytringsfriheden og for at komme den gruppe af hæmningsløse debattører til livs, der gennem deres debatform skræmmer alle andre væk, der faktisk kunne have noget relevant og intelligent på hjerte.

Offentliggjort Sidst opdateret