DØLLEFJELDE: Forsamlingshuset, klubhuset, VIP-områder, depotet, personalecamping, Røde Kors og kræmmertelt. Jovist, der er nok af steder med toiletter og badefaciliteter, som skal trimmes, pudses og plejes, når Berit Brønbo tager endnu en tørn på Dølle.
For to år siden blev hun - sammen med Tine Hafner - udnævnt som årets markedshjælper blandt de sædvanligvis 600-700 hjælpere, der år efter år sørger for at holde Dølle kørende.
Mest pres før damefrokost
- Det største ryk kommer i forbindelse med lørdagens damefrokost. Der stopper bussen lige ud foran forsamlingshusets toiletter, og alle vil ind på samme tid. Det kan de selvfølgelig ikke, og selv om jeg forsøger at forklare, at der er mange flere toiletter inde på markedspladsen, så kan nogle af dem godt blive lidt utålmodige og også lidt grove, fortæller Berit Brønbo.
Hun er en af Dølles fem rengøringskaptajner, og hun har prøvet lidt af hvert på egen krop i de 16-17 år, hun var været en del af rengøringsholdet på Dølle.
Kastede med sten
- Jeg har da prøvet, at der blev kastet med sten efter mig, når der var allermest tryk på inden damefrokosten med en toiletkø, der gik helt ud på vejen foran forsamlingshuset. Men det er jeg altså ikke bange for, og det siger jeg også med det samme, når der sker noget, som er lidt utrygt. Så falder der heldigvis hurtigt ro over det igen, og for det meste er det da også masser af gode oplevelser, man får, fortæller Berit Brønbo.