Bo er ny leverandør af Dølle-pølsen: - Jeg går ikke på kompromis med kvaliteten
Slagermester Bo Zangenberg har fået opgaven med at sørge for 21.000 Dølle-pølser til næste uges Dølle-marked. Arkivfoto: Lars Henriksen.
Først var det øllet, der skiftede leverandør på Dølle, og nu er det så Dølle-pølsen, der får en makeover. Lokal slagter skal stå for leverancen, og han glæder sig.
Markedsledelsen har nemlig i år besluttet at give opgaven til Slagter Zangenberg, der har lokaler i Vordingborg og Falkerslev.
- Jeg skrev til dem, at jeg gerne ville byde ind på opgaven, for jeg synes, at Dølle-pølserne de senere år har været noget bløde og fedtede i det. Så i samarbejde med markedsledelsen har vi udviklet en unik pølse, som kun sælges på Dølle. Vi lavede tre forsøg, før vi ramte den rigtige smag, fortæller slagtermester Bo Zangenberg.
Og det er en opgave, han er glad for at have fået.
Annonce
- Det betyder meget for mig. Det betyder, at alle på Dølle kan få en ordentlig pølse, og at de forhåbentlig får lyst til at købe mere hos os, siger slagtermesteren.
Artiklen fortsætter under billedet.
Dølle-pølsen er et fast element på markedet. Arkivfoto: Anders Knudsen.
Mere lokalt
For markedsledelsen er valget af Slagter Zangenberg et led i en bevidst strategi om i endnu højere grad at benytte sig af lokale leverandører og samarbejdspartnere.
- Vi har ikke været kede af den variant af Dølle-pølsen, vi har haft de senere år. Men vi har haft et ønske om at få den produceret mere lokalt. Vi forsøger at inddrage de lokale erhvervsdrivende så meget som muligt, og vi vil rigtig gerne have samarbejder og partnerskaber med lokale aktører til fælles bedste, så det har vi dyrket lidt i år, forklarer markedsformand Per Hansen.
Bo Zangenberg fortæller, at Dølle-pølsen er på 165 gram, hvilket er en smule mere end de pølser, han normalt laver, som er på 120 gram.
- Der bliver puttet nogle ekstra krydderier i, så den smager af noget mere og ikke er så neutral i smagen. Der kommer blandt andet mere løg- og pebersmag, men den bliver ikke stærk. Det er en pølse, alle vil kunne spise, siger han.
Og ligesom markedsledelsen lægger Bo Zangenberg også vægt på det lokale.
- Kødet kommer fra Lollands Slagtehus i Holeby, så det er lokale varer, og den bliver produceret lokalt, fortæller Bo Zangenberg, der skal levere 21.000 pølser, hvilket svarer til knap 3,5 tons, fortæller han og tilføjer:
- Der bliver lagt noget kærlighed i dem. Vi håndsorterer kødet for at undgå, at der kommer ben- og bruskstykker med, og de bliver røget i vores rygeovn. Jeg går ikke på kompromis med kvaliteten, bare fordi vi skal lave 21.000 styks. Livet er for kort til dårlig pølse.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde