Fra bitter øl-skilsmisse til kæmpe succes: Sådan går det nu for "Tuborg-manden"

Selvom Claus Skaaning Jakobsen savner Tuborg, slår han fast, at årets Dølle har været en kæmpe succes. Foto: Michael Patrick Larsen

Da Claus Skaaning Jakobsen sidste år måtte lægge Tuborg-trøjen på hylden, var det med en klump i halsen. I dag har han fundet sig til rette i nye rammer – og oplever, at gæsterne på Dølle følger med.

Offentliggjort Sidst opdateret

Claus Skaaning Jakobsen er kendt som "Tuborg-manden" - og i år er hans 25-års jubilæum på Dølle. En form for sølvbryllup, kalder han det selv.

I 16 år parkerede han en gammel, rød-hvid Tuborg-ølvogn og langede kolde Classic over disken. Men inden sidste års marked kom en for ham ganske chokerende besked.

Dølle besluttede at gå over til at få leveret øl og vand fra Royal Unibrew. Altså et farvel til hans elskede Tuborg.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Igen i år må Dølle-gæsterne se langt efter den ikoniske ølvogn og -kostume. Privatfoto

- Jeg blev ked af det, da jeg hørte det. Det er vemodigt, sagde han sidste år, hvor han dog understregede, at han troede på, det nok skulle blive godt alligevel.

I år er han tilbage til år nummer to uden Tuborg. Er han stadig lige så optimistisk?

Salg steget markant

Siden sidste år har han opgraderet huset. Den bar, han står for, er blevet noget større og har også fået et større udeareal. Et stort skilt fortæller, at ølstedet meget passende hedder "Bodegaen".

- Det gjorde ondt (at miste Tuborg, red.), men vi er kommet godt med. Vi har fået meget godt øl. Vi har to fra Krenkerup og forskellige Royal pilsnere, siger Claus Skaaning Jakobsen midt i Bodegaens festfyldte larm lørdag eftermiddag.

- Nu skal vi ikke snakke om konkrete tal, men tilsammen torsdag og fredag har vi solgt dobbelt så meget, som vi solgte på alle fire dage sidste år. Det er jo dejligt, at folk gider at tage imod det, siger han.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Salget går strygende i "Bodegaen". Foto: Michael Patrick Larsen

Han erkender, at han havde troet, det ville blive sværere at opretholde et godt salg, når der ikke længere var Tuborg i ølhanerne.

- Men bare det, at vi har fået mere plads i teltet og mere plads udenfor, det fremmer det en del. Så har vi drinks, vi står og mixer og to forskellige slags drinks på fustage. Det sælger også godt, siger han.

Stadig Tuborg-manden

På spørgsmålet, om han savner Tuborg, skal han lige tænke et øjeblik, før han svarer.

- Ja, jeg savner det. Men det her er faldet godt på plads. Vi har fået et rigtig godt salgssted, og vi har fået et godt udendørsareal, siger han og fortsætter:

- Jeg er Tuborg-manden privat. Det er jeg. Men arbejdsmæssigt sælger jeg det produkt, vi har. Og det gør vi godt. Vi sælger rigtig meget, siger Claus Skaaning Jakobsen og fortæller, at der stadig er enkelte fra den ældre generation, der kommer og spørger efter en Rød Tuborg.

- Så tilbyder jeg dem noget tilsvarende. Men ellers spørger folk ikke efter det. Folk har taget rigtig godt imod de øl, vi har. Salgsmæssigt set er det en succes, fortæller Claus Skaaning Jakobsen.

Afslutningsvis slår han fast, at selvom det bliver meget snak om øl, så er der noget andet, der er langt vigtigere.

- Vi har stemningen. Stemningen er trods alt langt det vigtigste. Man kan ikke mærke på stemningen, at øllet er skiftet, siger "Tuborg-manden".