Sådan påvirker det amerikanske valg lokale virksomheder
Jakob Søndergaard Nielsen, bestyrelsesleder for DI Lolland-Falster, mener, at det amerikanske valg påvirker alle virksomheder i en eller anden udstrækning. Foto: DI Lolland-Falster.
DI Lolland-Falster.
Bestyrelsesleder for DI Lolland-Falster og administrerende direktør for lokal virksomhed pointerer, at et så vigtigt valg som det amerikanske, påvirker "alt og alle i en eller anden udstrækning." Og det kommer også til at få konkret betydning for hans virksomhed.
Den administrerende direktør for Metalcolour A/S og bestyrelsesleder for DI Lolland-Falster, Jakob Søndergaard Nielsen, kommer ikke til at miste nattesøvnen over tirsdagens amerikanske valg.
Direktøren får "ikke mere eller mindre handlefrihed" ved at være limet til skærmen, til solen står op.
Men som Jakob Søndergaard Nielsen pointerer, påvirker valget "alt og alle i en eller anden udstrækning."
Betydning for råvarerne
Selvom han ikke ved præcis, hvor mange lokale virksomheder der eksporterer til Amerika, kommer det, uanset hvem der vinder, til at have en betydning.
- I forvejen er der en del afgifter på eksport til USA, og det kan være, at der kommer endnu flere afhængigt af, hvem der vinder valget. Det må vi tage bestik af.
Metalcolour, som holder til på Agrovej ved Sundby, arbejder med overfladebehandling og prælakering af stål- og metalplader og leverer både til producenter af hårde hvidevarer, tekniske løsninger til bilindustrien og lakerede loftsplader til krydstogtskibe.
Hvordan den amerikanske og den europæiske centralbank tager valget, afhænger af, om det er Harris eller Trump, som finder plads i Det Ovale Kontor i Washington.
Og selvom Metalcolour ikke eksporterer til USA, vil en ændring i renterne også kunne mærkes på Lolland.
- Det påvirker os ikke direkte, hvordan aktierne ter sig. De falder til ro igen, men på de råvarer, vi køber, kan det have en indflydelse, siger han.
Nogle af de kemikalier, Metalcolour gør brug af, kan kun findes i USA. De bliver så bearbejdet videre i Europa, inden de ender hos Metalcolour.
Og hvis verdensbankerne ændrer renterne, kan regningen blive større eller mindre for den lokale virksomhed.
Lyt til signalerne
Når mange af os følger med i det amerikanske valg, får det fascinerende eller forargende os ofte til at klikke ind. Om det er kæledyrs-aftensmad eller skralde-stemmer, MC Donalds nye mand bag frituren eller attentatforsøg.
Men for den administrerende direktør er det vigtigt at "sortere støjen fra".
- Det handler om at høre de signaler, der bliver sendt om det, der har indflydelse på os. Den måde, de har tænkt sig at gribe inflationen, renten og grænsekontrollen an på.
Dansk Industri er ude med en analyse, der handler om den potentielle handelskrig mellem USA og Kina, uafhængigt af, hvem der vinder valget.
Er du også bekymret for den potentielle handelskrig, der kan komme?
- Der er allerede lidt, ikke krig, men vi lukker os mere og mere inde. Vi sætter tariffer på elbiler til Europa, og USA sætter tariffer på import af det ene og det andet. Kina svarer igen med andre ting. Det er opbyggende. Alle skærper sværene, og det er ikke gunstigt for det åbne marked, som vi i virksomheder har været glade for de sidste mange år.
Hvis du selv kunne bestemme, hvilken præsident der ender med at sidde i embedet, hvem håber du så på?
- I forhold til et virksomhedssynspunkt synes jeg, at det er rigtig svært at se lige nu. Der er nogle uklare signaler fra dem begge to. Men personligt er det Harris.
Tirsdag klokken seks dansk tid åbnede de første valgsteder. Det drejer sig om Dixville Notch og Millsfield i New Hampshire. Det er nemlig en tradition, at vælgerne kan afgive deres stemme ved midnatstid.
Herefter åbner valgstederne som perler på en snor. Klokken 11 i Vermont, en time efter i Connecticut, det meste af Indiana, den østlige del af Kentucky og i Maine, New Jersey, New York og Virginia og løbende åbner resten.