Som så mange andre står Folketidendes journalister i en forandret hverdag. Læs i denne serie af beretninger, hvordan de tackler de udfordringer, det giver.
Af Maria Glasius Lange,
journalist
Karantænedag nummer 18. Tror jeg nok. Og jeg er nødt til at sige, at jeg faktisk er imponeret over, hvordan det går. I hvert fald her på matriklen. Min mand og jeg er stadig gift, og min søn har vænnet sig til situationen. At han ikke ser sin yndlingspædagog hver dag, og at han ikke kan undervise de yngre på stuen i at lege med biler. Han må nøjes med sine fantasiløse forældre.
Vi har opbygget en dagsrutine, der gør det muligt både at lave noget sammen og at få noget fra hånden på arbejdsfronten. Simpelthen bare for at undgå, at dagene går ud i én lang karantænepølse af en tidsboble.
Men selv 18 dage inde er det svært at få gang i en fornuftig arbejdsrutine, der ikke strækker sig over samtlige vågne timer. Når man som forælder til små børn kun har små lommer at arbejde i, bliver tiden en underlig, fleksibel størrelse, der kan hives og trækkes i. Til tider føles den endeløs.
Også inden, at covid-19 stjal dagsordenen, var én af mine vigtigste jobbeskrivelser at følge med i, hvad der skete foran næsen af mig. Når jeg går en tur ned ad Østergågade, ser jeg på skiltene på næsten hver eneste dør, at der ikke sker meget.
Men historierne er der stadig. Verden er ikke aflyst, blot fordi covid-19 er ankommet. Tværtimod. Lige nu findes historierne blot indenfor. Hos en familie. På et kontor. I en af de butikker, der lige nu holder samfundet oppe. For en lokaljournalist, der ofte har været hjulpet af pressemeddelelser og talrige arrangementer, handler det om at tænke i nye baner. Og det giver den nuværende situation i høj grad mulighed for. Samtidig må vi hele tiden følge op, fordi situationen hele tiden kan udvikle sig.
Vi skriver i øjeblikket historie - Danmarkshistorie. Og jeg kan godt lide at være med til at formidle det store stykke arbejde, der gøres overalt. Det sammenhold, det skaber blandt naboer, når de synger sammen. Og på tværs af aldersgrupper, når unge hjælper ældre med at handle.
Og det gør mig virkelig uendelig ondt at tænke på jer, der ejer en forretning og måske for første gang være nær en konkurs. Hver dag gjorde I jer umage for at give os tøj, mad, musik, underholdning, et nyt hår. Og åh, hvor jeg tror, at mange af os sætter uendelig pris på den forskel, det gør. Og at jeres butik findes i vores nærområde. Vid, at når dette vanvid er ovre, så kommer vi alle løbende med en efterspørgsel på jeres anstrengelser.
Hvad jeg til gengæld ikke kommer til at savne, er det enorme overskud, der findes på de sociale medier i disse uger. Folk får gjort hovedrent, renoveret huset, lavet hjemmespa, læst en bog om dagen og trænet. Dagligt. Da jeg forestillede mig apokalypsen komme, havde jeg virkelig ikke set den indeholde så meget surdej.
Boblebad har vi ikke meget af herhjemme. Men vi har lært at grine af kaos (hvilket vist altid er sundt, når man bor med en toårig). Men jeg glæder mig alligevel til at få en normal hverdag igen. Med kolleger, der ikke spiser modellervoks og maler på gulvene.