1200 job i bilbranchen er truet

Der bliver mere stille på bilværkstederne, og op mod 1200 arbejdspladser kan forsvinde som følge af finanslovaftalen.

I den indgår et forslag om at ændre grænserne for, hvornår en bil efter et trafikuheld er totalskadet.

Bilværkstederne betegner aftalen som en katastrofe, og den hviler på helt urealistiske forventninger, mener værkstederne.

- Man giver hotelbranchen en rabat på momsen, og så fjerner man mindst det samme beløb fra bilbranchen. Hvorfor skal vores branche bøde for hjælpen til hotelbranchen?

Det siger Erik S. Rasmussen fra Centralforeningen af Autoreperatører i Danmark (CAD).

Han mener, at op mod 1200 job i autobranchen inklusiv underleverandører risikerer at forsvinde, fordi man fremover vil skrotte ellers sunde, nyere biler, hvis de er skadet svarende til 65 procent af værdien.

Den gældende grænse er 75 procent - og den er efter værkstedernes opfattelse allerede for lav.

Sænkningen af grænsen for reparationer har til formål at få flere til at købe nye, miljørigtige biler.

Dansk Automobilforhandlerforening (DAF) mener, at Finansministeriets udregninger om, at der kan skaffes et provenu på 120 millioner kroner på den konto, hviler på et helt forkert grundlag.

- Det er urealistisk, at cirka 57 procent af de totalskadede biler efter den nye grænse vil blive erstattet af nye biler, siger formanden for DAF Jens Brendstrup.

Han mener, at mange i stedet vil købe en brugt bil for det erstatningsbeløb, forsikringen udbetaler. Det giver ikke mange nye biler på vejene.

Bilbranchen mener, at det er fatalt, at man i finanslovforslaget slet ikke har indregnet udgiften til de mennesker, der bliver ledige på værkstederne.

/ritzau/

Bilbranchen er utilfreds med, at man fremover skal skrotte nyere og ellers sunde biler. Finanslovforliget kan koste op mod 1200 arbejdspladser, mener branchen.

Offentliggjort Sidst opdateret