Omkring 1,4 millioner danskere havde allerede søndag middag været forbi Skats hjemmesider for at tjekke deres årsopgørelse.
Officielt bliver der først åbnet for muligheden mandag. Men Skat har via netmedier lørdag lagt op til, at man i år kunne prøve at gå i gang lidt før.
- Det går meget stærkt, og vi er overrasket over, at så mange allerede inden den officielle åbning går ind og ser, om tjenesten er klar, siger Henrik Kähler, kontorchef i Skat.
Det store rykind er tacklet rimeligt godt af Skats it-systemer, selv om man ærgrer sig over et udfald lørdag aften.
Med til at give bedre adgang til systemerne er, at Skats egne medarbejdere holder fri og derfor ikke belaster de pågældende it-systemer.
I alt havde Skat sidste år 3,3 millioner unikke brugere inde i tast-selv-systemet og skattemappen.
- Der er selvfølgelig en stor interesse hos folk i at se, om man skal betale restskat eller får overskydende skat tilbage, siger Henrik Kähler.
- Desuden er det vigtigt at tjekke tallene. Der kan være fejl i dem eller tal, som vi mangler, siger kontorchefen hos Skat.
Trods den nogenlunde vellykkede tyvstart i weekenden forventer man hos Skat fortsat en stor travlhed mandag morgen. Men man håber og tror på, at systemerne kan håndtere trafikken.
- Der vil dog sagtens kunne være kø på systemerne, erkender Henrik Kähler.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned