2010 var et forrygende år for Novozymes

Der er milliarder af kroner i enzymer - og det er Novozymes endnu engang det synlige bevis på.

Selskabet, der blandt andet gør vasketøjet hvidere og mere rent og miljøet bedre via bioethanol til biler, kom ud af 2010 med et resultat før skat på over to milliarder kroner.

Efter skat steg overskuddet med 35 procent i forhold til året før og endte på 1,6 milliarder kroner.

Administrerende direktør i Novozymes Steen Riisgaard siger, det har været et rigtig godt år for Novozymes.

- Og jeg kan kun være yderst tilfreds med, at vi allerede i 2010 kunne leve op til de langsigtede finansielle mål, som vi meldte ud i starten af 2009. Vi opnåede flotte resultater for salg, indtjening og pengestrømme samt bæredygtighed, siger direktøren.

Salget af enzymer til vaskemidler steg med 18 procent i forhold til 2009. Den kraftige vækst skyldes, at Novozymes nu leverer enzymer til både billige og dyre vaskemidler.

Salget af enzymer til biofuelindustrien steg med en fjerdedel i forhold til 2009. Og det er blandt andet amerikanernes efterspørgsel og produktion af ætanol, der blev fastholdt på et højt niveau i størsteparten af året som følge af gunstige økonomiske forhold.

Salget af fødevareenzymer steg med 18 procent. Og den vækst drives af større efterspørgsel efter især enzymer til bageri- og bryggeriindustrien.

I 2010 steg salget med 15 procent i danske kroner. Salget forventes at stige i år med 7-10 procent.

Siden årsskiftet 2009 er en aktie i Novozymes steget med knap 50 procent.

/ritzau/

Novozymes kom godt ud af 2010. Årsresultatet voksede med 35 procent til 1,6 milliarder kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret