"Danmarks bedste mobilnet" lyder sloganet for mobilselskabet 3.
En påstand, som 3 med mellemrum har haft endog meget svært ved at leve op til.
Faktisk er den hele tre gange blevet gjort til skamme alene inden for det seneste år, hvor systemfejl har resulteret i tavse mobiltelefoner og blokerede dataforbindelser hos kunderne.
Derfor vil selskabet nu sikre sit net på samme måde som TDC, Telia og Telenor.
Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Hos 3's konkurrenter har man nemlig sørget for at have en backup af de vitale dele i mobilnettet - en foranstaltning, man nu også vil indføre hos 3.
- Vi er blevet ramt rigtig uheldigt det seneste år, siger Kim Christensen, der er 3's netansvarlige i Danmark, til avisen.
- Vores mål er at have dobbelt sikkerhed på systemerne inden udgangen af året, fortsætter han.
Senest i slutningen af september medførte et nedbrud af 3's strømforsyning, at størstedelen af kunderne hverken kunne snakke, sende beskeder eller opnå dataforbindelse i op til 12 timer.
- Vi vil gerne hele tiden øge sikkerheden. Men det er ikke noget, som man bare lige gør. Det er meget komplekst og svarer til nærmest at fordoble netværkets kapacitet, siger Kim Christensen.
At nedbruddene er yderst kritiske for et mobilselskab, dét understreger Torben Rune, direktør i telerådgivningsvirksomheden Netplan.
- Mange erhvervskunder er så følsomme, at er de nede i bare få timer, er det nok til, at de overvejer at skifte mobilselskab, siger han til Jyllands-Posten.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned