54.000 færre i beskæftigelse

Faldet i danskernes samlede produktion - bruttonationalproduktet - udhuler også beskæftigelsen, der siden første kvartal sidste år er faldet med 54.000.

Dansk økonomi er i en historisk nedtur. Det bekræftes af nye tal for bruttonationalproduktet (BNP). Nedturen rammer også beskæftigelsen. I årets første tre måneder faldt beskæftigelsen med 37.000 personer. Faldet i BNP var på 1,1 procent. Det er primært privatforbruget og eksporten, der trækker ned. Privatforbruget faldt med 2,3 procent og eksporten med 1,6 procent.
Siden første kvartal sidste år er BNP skrumpet med 4,1 procent og beskæftigelsen er faldet med 54.000 personer.
Seniorøkonom Niels Rønholt fra Jyske Markets siger, at tallene bekræfter den historiske nedtur.
- Tallene dækker godt nok en periode, der nu ligger et stykke tilbage, men ikke desto mindre giver de det mest opdaterede samlede billede af, hvor dyb nedgangen i økonomien har været. Hvis man sådan lidt løst forsøger at rense tallene for de særlige forhold omkring investeringer, må vi konkludere, at vores indtryk af en økonomi i historisk stor tilbagegang er blevet bekræftet, siger Niels Rønholt.
Perioden fra første kvartal sidste år til første kvartal i år skriver sig ind i historiebøgerne med den største årlige nedgang i økonomien siden 1970'erne.


/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret