Hundredvis af bolighandlende, der har tabt penge på det store tinglysningskaos, kræver nu erstatning. Det skriver Jydske Vestkysten.
På lidt over en måned har omkring 700 tingslysningsofre meldt sig til det gruppesøgsmål mod staten, som Danske Boligadvokater åbnede for forhåndstilmeldinger til i slutningen af september. Og der kommer flere til dag for dag, oplyser brancheforeningen.
- Jeg tror, vi kommer til at tælle i tusinder, når vi endelig går i gang, siger foreningens formand, Jan Schøtt-Petersen, til Jydske Vestkysten.
Han oplyser, at der er en stævning på trapperne.
De mange danskere kom i klemme i forbindelse med det kaos, der opstod, da tinglysningen i september 2009 blev gjort digital.
Det skulle gøre sagsbehandlingen nemmere, hurtigere og billigere. Men i systemets første levetid var der lange ventetider, og mange husejere tabte flere tusinde kroner, fordi de skulle betale ekstra høje renter, mens de ventede på at få behandlet deres boligsag.
- Alt lå stille. Systemet var fuldstændig underdrejet og intet fungerede. Så når vi sendte vores kunders fuldmagter ind skete der intet, fortæller advokat Claus Witt fra Ret&Råd Advokaterne i Haderslev.
Fristen på at få sit skøde tinglyst er sat til ti dage, men i 20.000 bolighandler var ventetiden over en måned, hvor det økonomiske tab voksede dag for dag.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde