Et stigende antal danskere hænger kun fast i arbejdsmarkedet med det yderste af neglene, skriver Fagbladet 3F.
Den nedslående nyhed stammer fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, hvor de nyeste tal viser, at 80.000 danskere er på kanten af arbejdsmarkedet. Det tilsvarende tal året før var 68.000.
Ifølge definitionen er man på kanten af arbejdsmarkedet, når man har fået en overførselsindkomst i mindst 80 procent af tiden mindst tre år i træk.
Chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Frederik I. Pedersen, kalder udviklingen bekymrende.
- Tallene afspejler jo - med forsinkelse - nedturen på arbejdsmarkedet. Der bliver flere og flere, der har været på kanten af arbejdsmarkedet i længere tid. Under højkonjunkturen kom mange i arbejde, der ellers stod udenfor.
- Nu ser det ud til, at vi kommer til at tabe en stor del af den gevinst. Det er trist for den enkelte, men også for samfundsøkonomien, siger Frederik I. Pedersen til Fagbladet 3F.
Hos den liberale tænketank Cepos peger cheføkonom Mads Lundby Hansen på reformer som en del af løsningen for de mange danskere, der mister grebet om arbejdsmarkedet.
- Blandt andet bør dagpengesystemet ændres, så dagpengeperioden kommer ned fra to til et år. Det vil øge beskæftigelsen med 13.000 personer.
- Herudover kan man udvide Poul Nyrups (S) ungeindsats, som blev indført i 1990'erne for at bekæmpe ungdomsledighed, siger han i en kommentar til Ritzau.
Daværende statsminister Nyrups ungeindsats betød, at unge ledige under 25 år kunne få halveret dagpengesatsen. Det gav tilskyndelse til, at de unge enten uddannede sig eller kom i job.
- Ungeindsatsen kunne udvides til også at gælde de 25-29-årige, siger Mads Lundby Hansen, som også vil reformere kontanthjælpen, så det bedre kan betale sig at tage et ufaglært arbejde i stedet for at være på kontanthjælp.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker